Mew – alt andet end magelige

Den danske kvartet mestrer stadig balancen mellem den hårde rock og det drømmende, men på deres sjette album er det udflugterne i pop, funk og world, der tager stik.

»+/-«
Læs mere
Fold sammen

Med over 20 år på bagen kan det synes selvfølgeligt, at Mew selvsikkert balancerer rockens råstyrke med drømmende elementer som forsanger Jonas Bjerres egensindige, florlette vokal, himmelstræbende crescendo’er og glockenspiel en masse. De har brugt tid til at finde frem til deres udtryk. Men åbneren »Satellites« fra Mews sjette album, »+/-«, er så overrumplende et eksempel på gruppens vindende alkymi, at man straks må sværge ikke at tage den for givet.

Blødt, idyllisk harpespil agerer både intro og outro for »Satellites«. Undervejs bliver lytteren skiftevis viklet ind i Bo Madsens gyldne prog-guitarfigurer, trukket videre af Madsens og bassist Johan Wohlerts bastante muskulatur og kastet i alle retninger af Silas Utke Graae Jørgensens virtuost vidstrakte trommespil. Uden at kvartetten på noget tidspunkt lader den opløftende popmelodi i stikken.

»+/-« byder dog også på numre, der udfordrer Mews signatur. »Clinging to a Bad Dream«s elastiske bas og blik­agtige-percussion drager inspiration fra Sydafrika og lader glimtvis gruppen fokusere mere på grooves end de storladne guitartunge momenter. »Making Friends« er noget af det tætteste, Mew er kommet på en regulær funksang, der kombinerer herligt cheesy slap bass med orkestrale elementer som pauker og strygere.

Nye popudflugter

At Mews version af funk er statelig, er ikke overraskende, men både »Clinging to a Bad Dream« og »Making Friends« vidner om, at kvartetten ikke stiller sig tilfreds med at koge suppe på deres succes.

Også på balladen »Water Slides« tager gruppen mere uvante elementer i brug. Den newzealandske popsangerinde Kimbra, der slog igennem med Gotye-kollaborationen »Somebody That I Used to Know«, lægger baggrundsvokaler til omkvædet, hvorpå Bjerre tipper tonerne opad så pludseligt og legesygt, at man skulle tro, nummeret var skrevet af Sia.

Den sødmefulde pop slår ligeledes igennem på »Interview the Girls«, hvor Kimbra og Bjerres vokaler sammenflettes i flerlagede, engleagtige harmonier.

Enkelte steder falder eksperimenterne desværre igennem. Bloc Party-guitaristen Russell Lissack gæster på »My Complications«, som ender med at lyde som et forsukret emo-punk-efterladenskab fra 00erne. Samtidig gentager »My Complications« også teknikken med at lade Bjerres omkvæd understøttes af instrumenter (i dette tilfælde klaver og glockenspiel), der spiller samme toner som vokalen. Det samme gør sig gældende for »Witness«, og det er en forudsigelighed, man gerne ville have været foruden.

At der er grænser for, hvor langt Mew kan strække den naive, drømmende stemning, før det kammer over i sentimentalitet, er »The Night Believers« bevis på. Det er svært at sluge campy linjer som »Bring the night believer the wrong key« uden selvironi i instrumenteringen.

Omvendt balancerer »Rows« Bjerres lyse, overjordiske vokal og bombastiske build-ups ved halvvejs igennem nummerets næsten 11 minutter lange spilletid at trække distortion ned over al skønheden. Det er både Mews fortsat sikre håndtering af kontraster, men også deres nye popudflugter, der tiltrækker opmærksomheden på »+/-«.

Hvem: Mew
Hvad: »+/-«, A: Larm