Det var noget af en overraskelse, da det i fjor kom frem, at det var den danske sangerinde Amalie Bruun, der gemte sig bag det mystikomgærdede black metal-projekt Myrkur (islandsk for »mørke«).
Bruun havde hidtil primært været kendt som popsangerinde, hvor hun havde markeret sig både som solist og som medlem af duoen Ex-Cops. Dertil var hun også anerkendt for sit modelarbejde, hvor hun blandt andet har medvirket i en Chanel-reklame instrueret af selveste Martin Scorsese.
Ikke just et CV, man partout forbinder med den ekstreme black metals flænsende aggression og bevidst grimme musikalske æstetik.
Men Bruun har tilsyneladende været fascineret af den voldsomme genre siden teenageårene. Hendes kendskab til og respekt for den var allerede evident på sidste års selvbetitlede EP, hvor hun kyndigt blandede sortmetallens flossede ondskab med middelalderligt klingende folkemusik med klare tekstuelle referencer til nordisk mytologi.
Hun lød ikke som en parodi eller en faker, men derimod som et lovede og frisk pust på scenen. Uden hun dog på nogen måde var en banebrydende fornyerske. Bruun stod solidt på skuldrene af nogle af genrens kulsorte skandinaviske mestre, med f.eks. nik til de svenske innovatører Bathorys vikingefascination, norske Burzums rasende primitivitet og ditto norske Ulvers folk-påvirkede troll metal.
Gru og sart skønhed
Stilen fortsætter på Myrkurs fuldlængdedebut, hvor Bruun har allieret sig med Kristoffer »Garm« Rygg, frontfigur i førnævnte norske legende Ulver.
Han har siddet i producerstolen, men har desuden hevet velprøvede musikalske kræfter fra blandt andre Mayhem, Nidingr og Arch Enemy ind til at kaste lidt diabolsk mørkeglans over Myrkurs sound. Det har virket.
Mødet mellem beskidt og skurrende metallisk kværnen med distortede primalskrig og mere storladne og sfærisk orkestrerede sekvenser med helium-let elverpigesang fungerer nemlig også overvejende godt i denne omgang.
Numre som de pulveriserende soniske angreb »Hævnen«, »Mordet« og »Skaði« byder på kras sortmetal af den onde skuffe, som dog går fint i samspil med mere melodiske og knap så bidske skæringer som »Skøgen Skulle Dø«, »Onde Børn« og »Jeg Er Guden, I Er Tjenerne«. Her skabes en fin kontrast mellem gru og sart, katedralsk skønhed.
Anderledes uforløst er uddraget af det gamle kosmologiske skabelsesdigt »Vølvens Spådom« fra »Den Ældre Edda« og Myrkurs moltunge fortolkning af den svenske vuggevise »Byssan Lull«.
Her kammer den middelalderlige flirt mildest talt over. Men heldigvis ikke nok til at smadre det overordnede indtryk, at Myrkur har begået et flot debutalbum.
Hvem: Myrkur.
Hvad: »M«, Relapse/ Playground.
