Mesterlige Radiohead har lavet deres smukkeste album

De britiske veteraner er tilbage i storform med »A Moon Shaped Pool« - deres mest afdæmpede og skønhedssøgende til dato.

Radiohead – fra venstre Colin Greenwood, Jonny Greenwood, Thom Yorke, Phil Selway og Ed O’Brian – har netop sendt deres niende album på gaden – det mest afdæmpede og skønhedssøgende hidtil. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forventningerne er altid skruet ustyrligt højt i vejret, når der kommer en ny plade fra Radiohead. De fem britiske musikere er selv skyld i det. Gang på gang har de insisteret på at skubbe sig selv i nye retninger og i samme bevægelse i flere omgange udvidet rammerne for, hvordan et rockband kan lyde. Og har de ikke haft noget nyt og interessant at byde ind med, har de som regel holdt sig væk.

Således er det kun blevet til et enkelt album de seneste ni år i form af den rytmisk raffinerede men ikke ubetinget vellykkede »The King Of Limbs« fra 2011. Gruppens medlemmer har dog ikke ligget på den lade side. Forsanger Thom Yorke har både udgivet plader i eget navn og med sideprojektet Atoms For Peace, trommeslager Phil Selway har prøvet sig af som singer/songwriter, mens guitarist Jonny Greenwood både har eksperimenteret med indisk musik og skrevet orkestrale soundtrack til Paul Thomas Anderson-film som »The Master« (2012) og »Inherent Vice« (2014).

Netop Greenwoods erfaringer med at afsøge symfoniorkestrets muligheder har haft en markant afsmitning på »A Moon Shaped Pool«, Radiohead niende studiealbum, der efter et kort tilløb blev udsendt søndag aften dansk tid. Brugen af strygere er ganske vist ikke ny for Radiohead – lyt blot til det skrækindjagende klimaks på »Climbing Up the Walls« fra »OK Computer« (1997) – men på flere numre her indtager orkesteret en helt anden og meget mere central rolle.

På åbningsnummeret »Burn The Witch« er det f.eks. Greenwoods formidable strygerarrangement, der indtager hovedrollen og giver nummeret sin ildevarslende, dramatiske puls. Der er tydelige ekkoer af newyorker-minimalisten Steve Reichs skelsættende »Music For 18 Musicians« (1978), men effekten her er langt mere ond i sulet. Og som sådan lidt af en nyskabelse i Radiohead-land.

Med sit iltre temperament stikker »Burn The Witch« dog lidt ud i forhold til resten af pladen. Generelt fremstår »A Moon Shaped Pool« som Radioheads mest afdæmpede og skønhedssøgende album. Og det i høj grad takket være Radioheads arbejde med London Contemporary Orchestra, der udover at bidrage med edderspændte strygere på sange som »Glass Eyes« og »The Numbers« også lægger et himmelsk kor af kvindestemmer på »Identikit«.

Sidstnævnte er et blandt mange højdepunkter her, bl.a. fordi den viser et Radiohead, der favner alle deres mange styrker uden at være så forhippede på at skulle genopfinde sig selv. Her er både et knastørt beat fra Phil Selway, frækt tilbageholdt bas fra Colin Greenwood, en Thom Yorke, der nedsunket i producer Nigel Godrichs afgrundsdybe rumklang synger »broken hearts make it rain« i smuk harmoni med kvindekoret. Og så ikke mindst en Jonny Greenwood, der med en kriblekrablende figur viser, at han stadig forstår at nytænke sit spil på guitaren. Meget høj klasse hele vejen rundt.

»Present Tense« er et andet fænomenalt nummer. Oven på en bedrøvet sambarytme og plukkede akustiske guitarstrenge introduceres igen det smukkeste kor af kvindestemmer. Thom Yorke synger om at forsvinde ind i dansens selvforglemmelse, mens hans verden – læs kærligheden – ude på den anden side braser sammen omkring ham. Det er i sig selv et smukt og rørende billede, som kun forstærkes yderligere med bevidstheden om, at forsangeren sidste år blev separeret fra sin partner gennem 23 år.

Tudesmuk melankoli

Den slags biografiske tolkninger skal man som bekendt være varsom med. Ikke desto mindre er det nok ikke helt tilfældigt, at Yorke lige præcis nu har følt et behov for omsider at lave en studieindspilning af fanfavoritten »True Love Waits«, der får lov til at afslutte pladen på kuldegysende smuk manér.

Sangen blev oprindeligt skrevet i midten af 90erne og er siden da dukket op i forskellige versioner til Radioheads koncerter. Her bliver den forløst som en åndeløst smuk klaverballade – lyt især til den måde nye blødt plirrende tangenter introduceres i sangens periferi – mens Yorke med blødende hjerte bønfalder, »just don’t leave / don’t leave«. Stor patos, jovist, men i en nøje afstemt iscenesættelse, der langsomt men sikkert får melankolien til at sætte sig som fysisk tilstand i denne lytter. Det er lige til at tude over, så smukt det er. Radiohead er fortsat kongerne af den slags.

»A Moon Shaped Pool« er et rigtig stærkt Radiohead-album. Det er bestemt ikke et af deres mest eksplosive, og det tager en del gennemlytninger, før Thom Yorkes melodier for alvor begynder at sætte sig. Hvor godt må tiden vise. Til gengæld lyder det allerede nu som deres måske smukkeste album i en karriere fuld af dem.

Hvem: Radiohead
Hvad: »A Moon Shaped Pool«, XL Recordings
Hvor: Kan streames via Tidal, Apple Music og købes på bl.a. Radioheads hjemmeside