Messias med måde

DRs udgave af »Messias« blev lige vegetarisk nok – men orkestret og det stærkt udvidede kammerkor har sjældent lydt lækrere.

Fra opførelsen af Messias i DR Koncerthuset torsdag aften. Sine Bundgaard synger sopran, David DQ Lee synger mandlig alt - den første bedre end den sidste. Foto: Søren Johan Krabbe Fold sammen
Læs mere

Julen er ikke bare hjerternes fest.

Julen kan også være sorgens og smertens højtid.

Kun første del af G.F. Händels herlige »Messias« fra 1742 handler om miraklet mellem markens dyr – og selv dét begynder nedtonet og i mol.

Allerede anden del kommer ind på korsfæstelsen, opstandelsen og apostlenes gerninger.

Og tredje del står så på de dødes opvækkelse og det evige liv.

DRs udgave i Koncerthuset i den forløbne uge har i den forstand været helt igennem loyal. Folk er tilstrømmet i forventning om det helt store brag. Hvad de fik, var en næsten koket koncertoplevelse.

Et nøje afstemt, fint ciseleret og måske lidt distant møde med julemusikken over alle.

Scenen i runde tal: 30 musikere fra DR UnderholdningsOrkestret er i sving. 30 sangere fra DR Vokalensemblet og DR Koncertkoret står bagved. Og foran så de fire solister. Endda fire meget forskellige solister. Faktisk så forskellige, at det halve kunne være nok.

Med en Sine Bundgaard som den lidt stilforladte, men dejligt hørbare og dramatisk stærkt indlevede sopran.

Flotte toner

Med en David HQ Lee fra Korea som den mandlige alt. Rigtignok med nogle af de flotteste udsmykninger på tonerne i mands minde. Bare halvt uhørlig og ude af trit med resten af solisterne og hele holdet i særdeleshed. Hvis en kvinde havde sunget på den måde, var hun blevet sendt hjem.

Med en David Danholt som tenoren med de noget manierede håndbevægelser, men ellers vældigt velsyngende. Og med norske Håvard Stensvold som bassen. Eller ... Vist mest en slags baryton med for lidt dybde hin aften. Man kan ikke sætte mange fingre på selve hans musikalitet – hans mangel på dybde får bare vredet for mange vokaler skævt.

Nuvel! Selv om de godt to timer forbliver lidt tynde, får man masser af musik.

Takket være en strygergruppe, der måske nok spiller på moderne instrumenter – men med en himmelsk klarhed i særligt de højeste melodier.

Og takket være et kor i kontinental klasse. Alt er formet og artikuleret til perfektion i samtlige grupper. Hvis dét skal være standarden fremover, får kollegerne rundt om i landet kam til deres krøller.

Noget tyder faktisk på, det vil gå sådan. Marcus Creed er briten i spidsen for det hele og korets kommende chefdirigent.

Om han er så spændende endda, har hans »Messias« vel ikke helt givet svar på. Men at få et kollektiv i topform på ingen tid og sætte musik nok på musikken – dét kunne de færreste have gjort bedre.

En lidt kaloriefattig aften, ja. Men rig på vitamin.

God jul.

Hvem: DR UnderholdningsOrkestret, DR Vokalensemblet, solister og Marcus Creed

Hvad: Händels »Messias«

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag

Sidste nyt: David DQ Lee meldte sig syg kort efter koncerten og blev fredag aften erstattet af Alex Potter.