Kan man anklage et band for falsk varebetegnelse? Næppe. Men i tilfældet Modest Mouse er navnet misvisende.
For Isaac Brook, den bastante frontmand og det musikalske fikspunkt hos de amerikanske indierockere fra Issaquah, Washington, har gennem orkestrets 22-årige liv oftest bjæffet mere som en rundtosset, rabiesramt rottweiler med fråde om munden end pebet som en lille beskeden mus.
Og nu vi er ved de sproglige afledningsmanøvrer, kan vi lige så godt holde dem op på titlen på deres nye album, det første i otte år, »Strangers To Ourselves«.
For det kan meget vel være, at musikken lyder fremmed i deres egne ører. Men for undertegnede klinger den umiskendeligt af Modest Mouse på både godt og ondt.
Selv om de har taget sig god tid med at stykke albummet sammen, er det nemlig overvejende de samme velkendte dyder, gruppen fortsat praktiserer.
Vi får således serveret et spraglet indierock-kludetæppe med en raspende Brock i centrum.
Den skramlede »Lampshades On Fire« lyder for eksempel, som er den gjort af samme manisk rablende stof som gruppens 2004-hit »Float On«, dog uden at besidde tilsvarende popmelodiske drive. Faktisk lyder den mere skabet, end hvad godt er.
Det er ligeledes tilfældet på »The Ground Walks, With Time In A Box«, der halser hastigt og retningsløst afsted ud over stepperne, hvor den går til i sit eget vanvid.
På den overgearede »Pistol« flirtes der med elektroniske beats. Et lille plus for at turde afsøge nyt sonisk territorium, men resultatet er desværre mere enerverende end vellykket. Det er næppe den elektroniske vej, musen bør gå ad i for fremtiden.
Hverdagen er en kamp
Det er derimod på de mere nedtonede sange, at Brocks sangskrivning for alvor brillerer. Titelnummeret er en strygerbåren ballade i roligt tempo, som sigter nådesløst efter lytterens hjertekule – og rammer plet.
Et andet højdepunkt er »Ansel« – et skævtslået rockrequiem om protagonistens mislykkede søgen efter sin bror, der på mystisk vis er forsvundet i Mexicos snedækkede bjerge.
»Coyotes« kunne med lidt god vilje have været blandt de mere knudrede indslag på the Beatles’ hvide album, »The Best Room« byder på opløftende og solbeskinnet guitarrock, mens Brock i den pulserende »Wicked Campaign« bittersødt erkender, at hverdagen er en evig kamp.
Sådan kan det lyde, når man må kæmpe med sine indre dæmoner – og det må den både alkohol-, narko- og nævekampsglade Isaac Brock fortsat på daglig basis.
Overordnet er det dermed herligt at have musene tilbage, men de kunne med fordel have skåret et par af de mere fjantede numre fra. Så ville helheden have fremstået skarpere.
Hvem: Modest Mouse. Hvad: »Strangers To Ourselves«, Epic.
