På lørdag træder Bruce Springsteen igen ind på scenen i Forum i København sammen med sit legendariske E Street Band. Springsteen vil tælle for »en, to, tre, fire,« hvorefter verden vil gå i stå i de følgende to timer. Den for længst udsolgte sal vil måbe, råbe, grine, græde og ryste på deres hoveder over den musikalske orkan, som vil blæse taget af velodromen. For vi ved jo alle sammen på forhånd, at det er dér, på scenen, at den nu 58-årige Bruce Springsteen er i sit es. Det er dér, at både jævne og gode sange fra fire årtiers pladeudgivelser vokser sig fremragende. Og dér, at Springsteens fantastiske stemme skærer sig igennem marv og ben med kirurgisk akkuratesse.
At Bruce Springsteen er en helt unik liveperformer ved den erfarne, amerikanske musikjournalist Dave Marsh om nogen. Marsh, der bl.a. har været redaktør på det hæderkronede musikmagasin Rolling Stone Magazine, har fulgt Springsteen på scener over hele verden, lige siden rygterne om denne stålsatte ener første gang spredte sig fra Asbury Park, New Jersey til The Big Apple. Og som sådan er Marsh, der tidligere har begået et par digre værker om det folkelige ikon, den helt rette mand til at fortælle Bruce Springsteens musikalske historie gennem hans liveoptrædender. Fra dengang Bossen var en 15-årig håbefuld teenageguitarist i The Castiles frem til og med hans skønne soloturné i 2005 (hvem kan glemme den magiske juniaften samme år i netop Forum).
Marsh er en fan – det lægger han ikke skjul på – og hans fortælling, som er nedfældet i bogen »På Turné Med Bruce Springsteen 1968-2005« side om side med en ubetalelig billeddokumentation og gennemgående tidslinje, er med mikroskopiske undtagelser som sådan blottet for enhver kritisk fortolkning. Ydermere hører det med til historien, at Dave Marsh er fedtet ind i forretningen Springsteen via sin kone Barbara Carr, som er ansat i en nøglestilling hos Springsteens manager (og tidligere musikskribent) Jon Landau. Som Marsh i øvrigt kender helt tilbage fra begyndelsen af halvfjerdserne, hvor de hang ud og havde Springsteen som fælles interesse.
Mens forventningerne til lørdagens koncert langsomt tager til gennem uforglemmelige, smukke koncertminder fra tidligere møder med Springsteen, daler den kritiske sans, og forbeholdene over for Marshs pen bliver langsomt færre. Ganske enkelt fordi man – præcis som Marsh – vil Springsteen med hud og hår. Fordi manden, som vores egen Kim Larsen, sætter både ære og liv ind på aldrig at skuffe foran et publikum. Og derfor vokser bogens nørdede ubetydeligheder om bl.a. Bruce Springsteens guitarspil på covers af Hendrix, Beatles, The Beach Boys og The Who og hans ærlige forsøg på at matche Van Morrissons soul til urimelig vigtighed. Selv om millioner af andre håbefulde har spillet sig igennem de eksakt samme toner på deres musikalske vej hen imod et egenartet udtryk. Ligeså passer anekdoterne om, hvordan Springsteen helt tidligt i sin karriere varmede op for dengang større navne som Bonnie Raitt, men lynsnart spillede så indædt og viljestærkt, at hovednavnene nægtede at gå på efter ham, som brikker i det mytologiske puslespil, man gerne lægger omkring stjernen, personen og fænomenet Springsteen.
Bruce Springsteen og The E Street Band indledte deres Europa-turné for præcis en uge siden i Madrid i Spanien. Selv om bandet har for vane at skifte sangene på sætlisten ud hver aften, indikerede åbningskoncerten et klart fokus på det nyligt udsendte »Magic«-album, hvorfra der blev spillet hele ni ud af elleve sange. Blandt overraskende få af hans helt store sange blev der i løbet af de to timer dog plads til klassikere som »Darkness On The Edge Of Town«, »Badlands«, »Thunder Road«, »Born To Run« og »Dancing In The Dark«. Dem hører vi gerne igen i København på lørdag.
