Melodi rimer på melankoli

Australiens fineste popeksportvare, det koncertaktuelle firkløver Crowded House, forsøger at flytte sig på nyt album, som desværre lider under for mange kedelige sange.

Neil Finn og Crowded House er pladeaktuelle med »Intriguer«, og i morgen kan det danske publikum selv dømme, om bandet lever op til tidligere storhed, når det giver koncert i Amager Bio. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

Det australske popband Crowded House lukkede bogen med det smukke voksenpopalbum »Together Alone« helt tilbage i 1993. Det virkede dengang både unødvendigt og ganske ærgerligt, for primus motor Neil Finn skrev ikke bare fine sange, på en god dag sang han dem tilmed op i de højere luftlag. Respekten for Finns evner var global blandt fans og kolleger. Da han igen samlede bandet som en mere eller mindre direkte følge af originalmedlemmet Paul Hesters selvmord i 2005, kunne det næsten kun gå galt og i værste fald ende med helt at skrive bandet ud af historiebøgerne.

Det skete heldigvis ikke, for med comebackalbummet »Time On Earth« (2007) ikke bare overraskede Crowded House positivt, de mindede også om, at helt enkle og smukke popmelodier kan ramme sin lytter så fint, at de hæver sig over tid og toneklang. »Time On Earth« var ikke noget mesterværk, men det var en hulens gedigen samling sange. Og det er dem, Neil Finn og co. i dag forsøger at følge op på under titlen »Intriguer«

Forsøger at flytte sig

Selv om åbningsnummeret »Saturday Sun« åbner uvant hårdt, pulserende og kontakt, skal vi ikke mange halve minutter ind i skiven, før Finns umiskendelige håndværk afslører ophavet. Det er selvfølgelig de krystalklare popmelodier drevet frem af seks guitarstrenge. Ligeså emmer de ti skæringer af den helt klassiske melankoli, Neil Finn altid har dyppet sine noder i. Patetisk bliver han aldrig, men han har som en af de få virkelig forstået, at pop med et snert af melankoli rammer dybere og lever længere. Især hans vokal rammer tungt og godt. Neil Finn er simpelthen en fremragende sanger. Stadig.

På »Intriguer« eksperimenterer Neil Finn med en mere organisk og varm lyd, som er mest fremtrædende i den dynamiske bas. Tilsvarende er hans arrangementer mere ambitiøse end, ja, jeg var lige ved at skrive nogensinde. De spænder meget vidt. Resultatet falder ikke altid ud til den positive side, men Crowded House skal have kredit for at forsøge at flytte sig.

Problematisk er det dog, at en for stor del af grundsangene er et niveau under den standard, de bedste momenter fra de fem foregående albums har dikteret. De er slet og ret for kedelige. I morgen ved vi, om de vokser, når de spilles til live. For da rammer Crowded House København.