Den Hirschsprungske Samlig er mest malerier. Ekkoer af ånd, kultur og tradition. Ubesmittet og eksklusivt.
Men man kommer også tæt på musikkens stjerner derinde. Arrangementet med tyske Christian Tetzlaff i mandags var på én gang koncert og møde med et menneske.
For sikke en udfordring! Tænk at stå mutters solo og skulle fascinere alle med sølle fire strenge en hel aften.
Og man hører jo alt i museets miniature. Man mærker hans kampe, hans smertelige stræk med venstre hånd, hans florlette tag på buen i højre. Og hvis han vinder, fejrer man sejren med ham. Hvis det vel at mærke går godt alt sammen.
Mere end godt
Christian Tetzlaff lyder mere end godt den aften. Hvad enten musikken er barok eller modernisme, hvad enten den er af J.S. Bach eller Béla Bartók.
For eksempel i den mægtige chaconne. Vistnok verdens længste stykke for soloviolin... Tetzlaff begår sig faktisk særlig hjemmevant i netop den - spiller den som et liv, som et kvarters kosmos, hjem og ud og hjem.
Og sonaten af Bartók bagefter har jo altid lydt som en Bach i forvandling: Den bruger samme teknikker og spiller på samme virkninger - bare udsat for det 20. århundredes kalejdoskop.
Men den bliver samtidig så personlig i Tetzlaffs hænder, så enestående inderlig, så sært selvoplevet. Som hvis de skyhøje steder blev spillet af en engel og de destruktive af en djævel. Populært sagt.
Et to timer langt møde med udtrykstrang og offervilje langt ud over det sædvanlige.
