»I dag handler det mere om sange end om plader«.
Sådan har Robyn sagt om det moderne menneskes lyttevaner, som er dybt påvirket af den digitale udvikling, hvor enkeltnumre streames og downloades efter forgodtbefindende, og hvor hver enkelt kan sammensætte sin egen spilleliste på iPod og mobiltelefon.
Det betyder, at det hurtigvirkende hit har gode livsvilkår, mens plader med værkkarakter har det noget sværere. Alt dette har Robyn taget konsekvensen af på sit »Body Talk«-projekt, som hun annoncerede sidste år.
Over 2010 ville hun udsende tre minialbum med de sange, hun hen ad vejen færdiggjorde. Et koncept, som kun gik på formen og rammen, mens indholdet, sangene, ikke var forbundet af andet end deres fælles dansevenlighed.
Det er således sange, der taler til kroppen, »Body Talk«, og det er en trilogi, som ikke bare er interessant på grund af sit singlefokus, men også i kraft af sit udgivelsesforhold.
Goddag på japansk
Konichiwa Records hedder pladeselskabet, som Robyn selv ejer, og som blev oprettet efter en strid med store Sony Music. De brød sig ikke om den electro-poppede måde, hun udviklede sig på, og så besluttede hun at gå sine egne veje - præcis som mange andre musikere i dag.
Og som mange af dem har Robyn og hendes samarbejdspartnere fingeren tættere på tidens puls end nålestriberne på de store selskaber, hvilket de to første plader i »Body Talk«-trilogien også vidnede om. Salget af sangene gik forrygende, og koncerterne - hvor pengene for alvor kan tjenes i dag - var mindst lige så efterspurgte.
Med mandagens udgivelse har den på mange måder tidstypiske Robyn så afsluttet sin trilogi. »Body Talk Pt. 1«, »Body Talk Pt. 2« og »Body Talk Pt. 3« ligger nu alle klar, og når numrene skal plukkes til vores private playlister, står det klart, hvad det er, der er mest attraktivt - og samtidig hvor Robyn er bedst.
»Dancing On My Own« er måske Robyns til dato bedste nummer. Her folder et køligt og cool elektronisk klangdesign sig om en glimrende melodi og et omkvæd, som løfter nummeret og gør sangforedraget - som sine steder minder om Kate Bush - dramatisk og dragende.
Og samme strategi gør sig gældende i den stærke »Hang With Me«, hvor Klas Åhlunds produktion mest af alt lyder som en opdateret og begavet udgave af 1980er-flødebollen Limahl.
Superlinjer
Det forkætrede årti er i det hele taget dér, hvor Robyn og Åhlund synes at hente inspirationen til deres afkølede, stramt designede lydæstetik, og på trilogiens sidste album er det »Indestructible«, der for alvor lyser op og trækker i ører og dansesko.
Programmerede beats, svirrende synths, blinkende elektronik, træfsikre refræner, og igen er det kærlighedens på én gang opbyggelige og nedbrydende karakter, Robyn synger om.
»Im gonna love you like Ive never been hurt before,« lyder den hyppigt gentagne superlinje i et nummer, som de øvrige fire på »Body Talk Pt. 3« ikke helt kan leve op til. Sådan er det i det hele taget med »Body Talk«-projektet, der glimtvist byder på mirakuløst god popmusik, som virker i såvel første som tiende lytteomgang.
Og at numrene skal virke første gang for at klare vejen ind i den utålmodige 2010-lytters ører, er Robyn udmærket klar over. Og hun når derind flere gange end de fleste og er så afgjort et af den digitale tidsalders bedste tilbud til popfolket. Det kan der ikke være to meninger om, og det bliver rasende interessant at se og høre, hvor hun bevæger sig hen næste gang.
Måske bare en uendelig strøm af numre på iTunes?
