Jeg må erkende, at jeg ikke var først på hypen omkring One Direction. Faktisk var det en kollega, der i sin tid måtte gøre mig opmærksom på deres eksistens og den impact, som de fem britisk/irske fyre for øjeblikket har i diverse fora på nettet og på teen- ageværelser landet over. Og nej, jeg er ikke i målgruppen for boybands, men kan dog ikke lade være med at fascineres over de mekanismer der gør, at genren gang på gang genopfinder sig selv og indfanger pigehjerter i alderen 10-16 år på tværs af landegrænser og sociale skel. Og så skal man heller ikke overse, at der i sidste ende kan komme noget for en anden og ældre målgruppe ud på den anden side.
Ingen Robbie Williams uden Take That eller George Michael uden Wham. Når det så er sagt, har One Direction med deres nye album, »Take Me Home«, ramt lige netop den popformel, der vil betyde glæde både på pigeværelserne og direktionsgangen hos pladeselskabet. Vi taler det perfekte mix mellem uptempo, gnidningsfrie popsange som »Live While We’re Young« med et guitarriff »lånt« fra intet mindre end The Clash-klassikeren »Should I Stay or Should I Go« og »Rock Me«, hvor de minsandten har »lånt« fra Queens »We Will Rock You« over til balladerne »Last First Kiss«, »Change My Mind« og »Summer Love«, perfekt drysset ud over »Take Me More« som sukkerflager. One Direction er som fænomen uskyldigt. Som det første kys, den hemmelige første forelskelse og det første spirende oprør mod autoriteterne. Men musikalsk og kunstnerisk er dette ren forretning og glemt om tre år. Sådan er genrens cyklus bare.
