Med følelserne udenpå

Joshua Weilerstein vandt engang den danske Malko Konkurrence for unge dirigenter. Han er blevet 25 og er forlængst på vej ud over stepperne. Hvilken perfekt dirigent!

Der var fart på da Joshua Weilerstein, og japanske Akiko Suwanai mødtes til torsdagskoncerten i DR Koncerthuset. Foto. Søren Johan Krabbe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Musik for sig og snak for sig.

Hvis man står på en scene fuld af koncertklare musikere, skal man ikke sige ret meget.

Så da purunge Joshua Weilerstein stillede sig op foran DR SymfoniOrkestret og talte amerikansk i mikrofon, var han nær kommet bagud på point.

Vi gider ikke høre, hvad vi skal føle. Vi vil høre først og føle bagefter. Tak.

Men, men ...

Den kun 25 år gamle vinder af vor egen Malko Konkurrence havde fat i en lang ende. Hans varsel om aftnens værker ramte i plet:

At man ville få tre værker med følelserne udenpå. Tre stykker, der hver fortalte en meget konkret historie. Tre stykker med filmen som nærmeste fætter.

Joshua er i det hele taget en helt. Han leger ikke længere det unge håb og overdriver ikke det visuelle pingpong med publikum. Amerikaneren har udviklet sig til en afdæmpet og yderst realistisk stjerne af den anden verden.

Og ja, han ramte plet i det med følelserne.

»Lollapalooza« er kort og kraftigt og vel ikke John Adams stærkeste stykke. Det er snarere af typen ind ad det ene øre og ud ad det andet. En fest med forbindelser til Hindemiths neoklassik og Disneys store naturfilm.

James MacMillans koncert for violin og orkester er på ingen måde bedre musik. Den har ikke det store på hjerte og gør alligevel livet svært for sin solist. Hvis man skal spille hurtigt i noget nyere værk, er det i skottens nye violinkoncert.

Hurtig og effektiv

Ville japanske Akiko Suwanai være dame for den fart?

Aftnens solist var yngste vinder nogensinde af den internationale Tjajkovskij Konkurrence. Kun 18 år dengang.

Hun kom for resten også i klemme hos sit lands skattemyndigheder forrige år: Revisoren havde glemt at opgive hendes indtægter fra udlandet. Regningen på den kedelige side af to mio. kroner blev betalt prompte.

Akiko er lige så effektiv på en scene. Den lynhurtige musik lyder som en leg i hendes lemmer.

Værket er stadig ikke stor kunst, nej. Men lysende klart i forskellen på drøm og virkelighed. Og ganske gribende i ekkoerne af højlandet og de keltiske kyststrækninger.

Til sidst så Tjajkovskijs symfoni nummer fire. Hans kunst fås til gengæld ikke meget større.

De fire satser fra 1878 er ikke bare følelsesfulde, men også et af russerens mest sindrige værker overhovedet. Og det er samtidig dér, Joshua Weilersteins geni kommer ind: Amerikaneren ejer en medrivende forening af dybde og den helt rigtige fart. Hver melodi får nøjagtig det relief, den skal have.

Varme vink op til os. Varme smil fra den stopfulde sal ned til ham.

Måtte man vende tilbage snart!

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Akiko Suwanai og Joshua Weilerstein.

Hvad: Adams’ »Lollapalooza«, MacMillans violinkoncert og Tjajkovskijs 4. symfoni.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.