Masser af muntert mod

Otte nye danske film samlet på to formidable DVDer er fyldt med talent og originalitet.

I Birgitte Stærmoses »Ønskebørn« møder vi kosovoalbanske gadebørn, der hulter sig gennem livet ved at faldbyde cigaretter på Pristinas barer og restauranter. Fold sammen
Læs mere

Ingen tvivl om, at det må gøre ondt. Selv om han forsøger at lade som ingenting, må det være smerteligt for den aldrende teatermand Ronald at vende hjem fra et årelangt ophold i udlandet og opdage, at hans voksne søn nægter at tale med ham.

På sin vis er det Rolands egen skyld, for han stak af til Tyskland efter sin kones død og overlod sønnen til sig selv. Men nu søger han forsoning, og han underspilles bevægende af en fremragende Baard Owe i Ulrich Wivels følsomme film »Comeback«, der med en spilletid på 82 minutter er det længste værk i et broget og attraktivt tilbud til landets filminteresserede.

Ingen krise her

Tilbuddet hedder »New Danish Screen - The Collection« og består af otte vidt forskellige danske film, der i dag udgives på to DVDer og egentlig kun har det fælles, at de er kortere end spillefilm. Og lad os straks tilføje, at når der tales om krise i dansk filmkunst, er det i biograferne, den hærger - ikke på disse to DVDer sprudlende af mod, talent og lyst til at fortælle på nye måder.

Med en samlet spilletid på næsten seks timer giver DVDerne virkelig valuta for pengene og bør naturligvis nydes i små portioner. Man kan f.eks. som en sublim appetitvækker begynder med Joachim Ladefogeds »Mirror«, der er en bare ti minutter lang, ordløs og sort/hvid skildring af bodybuilderes ekstreme narcissisme. Og efter dette visuelt udsøgte, dybt fascinerende kunstværk kan man eventuelt slappe af med Søren Frellesens »Boy Meets Girl« (15 min.), der med David Dencik og Iben Hjejle i centrum består af en serie pasticher på diverse filmgenrer fra dogme og Bergman til Morten Korch og tysk sexfilm. Uhyre præcist og meget morsomt.

Globalt kalejdoskop

Flere af filmene sprænger den traditionelle grænse mellem dokumentarisme og fiktion for at skabe en iscenesat virkelighed. Det gælder f.eks. Mikala Kraghs »Alt er relativt« (75 min.), der er et globalt kalejdoskop med scener fra bl.a. Mocambique, USA, Dubai og Danmark - en samlende struktur er svær at få øje på, men frapperende billeder får én til at spærre øjnene op - og Nicole N. Horanyis »The DeVilles« (56 min.), som i afdelingen for begavet kitsch tegner et dobbeltportræt af et særpræget amerikansk ægtepar, nemlig en overmoden stripper og hendes kraftigt tatoverede ægtemand. De gennemlever i filmens arrangerede dokumentarisme et voldsomt jalousidrama, men genforenes til slut i Las Vegas, og det er på én gang komisk og rørende.

Ønskebørn

Ulrik Crones »Mig og Jesper (40 min.) er en mere flaksende dokumentar om instruktørens forhold til det tidligere punk-ikon Jesper Reisinger, mens Birgitte Stærmoses »Ønskebørn« (29 min.) gør stærkt indtryk med sine scener fra Pristina i Kosovo, hvor kosovoalbanske gadebørn ganske roligt beretter om grufulde oplevelser under krigen mod serberne.

Og endelig bydes på et fint stykke fiktion i form af Ib Kastrup og Jørgen Kastrups intime filmatisering af Helle Helles underspillede roman »Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand« (43 min). Rikke Louise Andersson og Jakob Cedergren er eminente i de to hovedroller, men romanens slutning er ændret radikalt. Forhåbentlig med Helle Helles tilladelse?