Radiohead
»OK COMPUTER - OKNOTOK 1997-2017«
★★★★★★
XL Recordings
1997. Det er året, hvor en airbag ikke kan redde Prinsesse Dianas liv, da hendes bil kører galt i Paris. Det er året, hvor forskere præsenterer verdens første klonede får Dolly, og kometen Hale-Bopp er så tæt på jorden, at den i månedsvis kan ses brænde på nattehimlen. I San Diego får kometen 39 medlemmer at kulten Heaven’s Gate til at begå kollektivt selvmord iført kondisko fra Nike. I.B.M’s skakcomputer Deep Blue vinder for første gang over den russiske skakmester Gary Kasparov.
I USA vender Steve Jobs tilbage til et decimeret Apple efter 12 års fravær. Der er brand på den russiske rumstation Mir. Rapperen Notorious B.I.G. bliver skuddræbt og hitter kort efter med »Mo Money Mo Problems«. I Japan får flere hundrede børn epileptiske anfald, mens et afsnit af Pokémon-tegnefilmene ruller over fjernsynsskærmen. Halen på et russisk passagerfly knækker af i luften og får flyet til at styrte ned. Alle 50 ombord omkommer. Børn over hele verden har travlt med at passe deres virtuelle Tamagotchi-kæledyr og lytte til Spice Girls.
Det er i dette klima, på dette helt specifikke tidspunkt i verdenshistorien, at Radiohead i juni 1997 udgav deres tredje album, »OK Computer«. På en eller anden måde var pladen det perfekte soundtrack til sin æra. Ikke fordi den er synderligt bundet til sin tid som så mange andre kulturelle artefakter fra perioden. Tværtimod. Her på indeværende 20 års jubilæumsudgave lyder den stadig frisk og innovativ og uhyggeligt vedkommende.
Nej, det handler mere om, at forsanger Thom Yorke og resten af bandet mere end nogen andre så skriften på væggen. På »OK Computer« registrerede de det steroide parløb mellem teknologiske landvindinger og galopperende kapitalisme på kanten til det 21. århundrede. Og følte sig dybt fremmedgjort af det, de så.
Kunststykket er dog - og det er i virkeligheden noget af det, der gør »OK Computer« til den måske Sidste Store Rockplade - at Radiohead i løbet af pladen formår at belyse emnet fra et hav af vinkler, der tilsammen tegner et fragmenteret, men dog voldsomt vibrerede billede af et klaustrofobisk mareridtssamfund; fuld af paranoide menneskeroboter, summende køleskabe, nedstyrtede fly, bimlende alarmer, tomme selvhjælps-slogans, undertrykkende demagoger og indespærrede svin på antibiotika.
Det ligger alt sammen i teksterne og understøttes fornemt af Stanley Donwoods blege cover, der er en sær collage af motorveje, advarselslogoer, sprogligt brudt syntax og ingenmands-esperanto. Men det ligger så sandelig også i Radioheads fænomenale udvidelse af ikke bare deres eget men rockenss kunstneriske mulighedsrum.
Lyt til den måde de på »Airbag« smelter et hiphop-agtigt breakbeat sammen med dub-bas, sært blip-bloppende effekter og mellemøstlig tonalitet i Jonny Greenwoods strålebehandling af guitaren. »Paranoid Android« lyder stadig som en af de vildeste rocksange nogensinde med sit vilde ridt gennem tre-fire meget forskellige satser - som en tegneserieagtig »Bohemian Rhapsody« for 90erne. Eller »Climbing Up The Walls«, hvor Greenwood tuner strygerne til at spille kvarttoner ved siden af hinanden, så man omgående mærker Thom Yorkes kvalme, klaustrofobi og paranoia på egen krop.
Her 20 år efter står pladen stadig distancen. Teknologien og kapitalismen buldrer ufortrødent videre. Alt er blevet mere udtalt, mere ekstremt. Alt det så Radiohead allerede dengang med »OK Computer«. Hvor mange plader kan man lige sige det om?
Lyt til jubilæumsudgaven inkl. tre hidtil uudgivne numre og en række b-sider her: