Manden med tysk sind og to tunger

Hvis danske Paul von Klenaus sidste symfoni var en kompasnål, ville man fare vild.

Paul von Klenau kom fra Danmark, men blev især stor i Tyskland – hvilket havde sin pris. Foto: Det Kongelige Bibliotek Fold sammen
Læs mere

Helt eller skurk? Paul von Klenau var danskeren, der faldt i unåde: Komponisten blev tændt af det tyske tankegods og endte på den forkerte side.

Døden indhentede ham året efter Anden Verdenskrig. Glemslen satte ind straks.

Altså lige indtil musikhistorikeren Niels Krabbe fandt hans sidste symfoni. DR fik manuskriptet gjort spilleligt og satte alt ind på verdenspremieren i torsdags:

Ind med husets største orkester, med husets største kor, med fire solister.

Og ind med den dybt sympatiske Michael Schønwandt på dirigentpodiet. Uden hans indsats, intet skind på næsen.

Ikke så få tilhørere rejser sig rigtignok i begejstring bagefter og hujer hjerteligt.

Nok især på grund af de kraftige instrumenter i aftnens sidste minutter – altid et sikkert kort. Men også fordi symfonien trods alt opfylder et behov for dansk musik med selvværd og patos i bedste forstand.

Værket er heller ikke fattigt på ekspressionismens vilde virkninger. Det kunne køre ind som lydspor på »Metropolis« sine steder.

Som da sangsolisten Susanne Resmark åbner på en chokerende dyb tone. Eller da de høje trompeter i fællesskab slutter med det vildeste dommedagsdrøn.

De glade lyttere får faktisk også lidt tolvtonal avantgarde af og til. Værket sætter i den forstand tyk streg under en gammel sandhed: At folk omkring Anden Verdenskrig foretrak enkel musik.

Forvirringen vokser

Smagen gik i retning af det neoklassiske, som man siger – og selv en ekspressionist som Paul von Klenau gik glad og gerne med. Tolvtonemusikken var ekspressionisternes måde at blive neoklassiske på.

Og jo: Musikken lyder grænseløst smukt sine steder. Smuk som en pavane af Ravel eller et strygerstykke af Richard Strauss.

Det er bare ikke helt nok. Anden halvleg bliver for prætentiøs og tilbageskuende. Koret gør en fantastisk indsats, men stryges ikke just med stemmelæberne og flyder endda lidt sammen som folkemasser.

Som aftenen vokser sig længere, vokser forvirringen sig større. Værket snurrer mod venstre og højre som en kompasnål ved polerne og peger til sidst i alle retninger:

Man begynder med tolvtonetirader og ender med udækket nationalromantik – dog uden det nationale. Bevidst gammeldags? Knap så bevidst gammeldags? Og hvor blev modernismen af undervejs?

Paul von Klenaus sidste symfoni viste sig som dansk musiks mest eklektiske værk til dato. Nyd de medvirkendes smukke sang og spil. Glem alt om konsekvens.

En kontroversiel aften. En modig aften fra DRs side. Bliv endelig ved med den slags.

Hvem: DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret samt Cornelia Ptassek, Susanne Resmark, Michael Weinius og Steffen Bruun. Dir.: Michael Schønwandt.

Hvad: Paul von Klenaus 9. symfoni.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2 og i TV inden længe.