Manden fra Berlin

Med en raffineret genoplivning af jazzinflueret underholdningmusik fra Berlin i årene omkring 1930 skaber den tyske sanger Max Raabe og hans orkester bare livsglæde og livslyst.

Som ulastelig verdensmand ankommer den tyske sanger Max Raabe i 2011 til Prins Georg Frederich af Prøjsens bryllup med Prinsesse von Isenburg i Potsdam uden for Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

På sin vis er det en niche. På den anden side favner det bredt. Endog på overvældende og charmerende vis. Under alle omstændigheder er det da originalt at genopdage en 80 år gammel musikform, og så ydermere at genoplive den – så den bare fænger og fanger.

Den kunst kan den 50-årige tyske sanger Max Raabe og hans Palast Orchester, der gennem den sidste snes år har lagt verden – herunder Glassalen i Tivoli lørdag aften – for deres fødder. Og her oplever man fra de første takter en sjælden form for velklang fra de 12 nydelige musikere, inklusive den smukke violinist Cecilia Crisafulli, en lyd af instrumenter, som smelter sammen til en organisk helhed. Og så er musikken så betagende melodiøs, indledningsvis med den amerikanske filmmelodi »I Only Have Eyes For You«, hvor frontfiguren Max Raabe værdigt og sofistikeret – med sin uforfalskede smørtenor – formidler ord og toner.

Som verdensmand taler han engelsk i sine introduktioner og ønsker indledningsvis »you only have ears for us«. Jo, tak. Og hans introduktioner er i høj grad med til at skabe totaltoplevelse. Med sin aristokratiske fremtoning og sit stenansigt sætter Max Raabe – med fint underspillet humor og ironi – tingene på plads. Han udlægger kort og elegant tekst og indhold i de tyske sange, herunder »Du bist mein Greta Garbo« og »Du bist nicht die Erste« og de herlige slagnumre »Mein kleiner grüner Kaktus« og »Dort tantz Lu-Lu! A-ha-ha! U-hu-hu!«

Vi er kort sagt ude på en tidsrejse – tilbage til det gamle Berlin, den tyske hovedstad, som i de brølende 20erne, jazztiden, i særligt grad stod for det uhæmmede, det grænseoverskridende, ja, det dekadente. Med den karakteristiske kabaretmusik skabte kunstnere i Berlin – sammen med jazzen fra USA – en særlig europæisk lyd af morskab, dans, underholdning og livsglæde.

Showmanship og sentimentale melodier

Ja, de fornemme orkesterarrangementer – med raffinerede instrumentkombinationer og korte, men velplacerede, soli – skaber en regulær livslyst, der understreges af musikernes fine evner for showmanship. Og dertil leverer Max Raabe så den vokale vare – præcist, prægtigt og personligt.

Tidens store amerikanske sangbog spiller klart sagt en rolle, og her får vi dejlige versioner af blandt andet »I Won’t Dance«, »Night and Day«, »You Do Something To Me« og »Smoke Gets In Your Eyes«, og så er det alligevel det tyske repertoire, der for alvor fascinerer og åbner ører, øjne og sind.

Med et enkelt akkompagnement står de underspillede og sentimentale melodier »Ich küsse ihre Hand, Madame« og »Irgendwo auf der Welt« aldreles smukt, og mesterligt er det, da Max Raabe med tre af orkestrets musikere danner en vokalkvartet og fremfører den romantiske »Guter Mond du gehst so stille« – som en overordentlig smuk hilsen til den legendariske tyske vokalgruppe Comedian Harmonists.

Slutteligt gør Max Raabe opmærksom på, at orkestret for nyligt har opdaget popmusik, hvorfor det lige bliver til en tur omkring Britney Spears og Tom Jones, inden festen slutter med »Cheek To Cheek« i uforfalsket Fred Astaire-regi. Og med musik af Irving Berlin.

Hvem: Max Raabe & Palast Orchester

Hvor: Glassalen, Tivoli, lørdag aften