Manchester-band uddeler musikalske bjørnekrammere

Man er stadig i Elbows trygge favn på deres sjette album. Niveauet er vanen tro tårnhøjt, men man savner indimellem nogle flere overraskelser.

Elbow: "The Tale Off and Landing of Everything" Fold sammen
Læs mere

Verdens mest sympatiske band. Det er ofte det indtryk, man sidder tilbage med efter at have været i audiens hos britiske Elbow. Og så er det sådan set lige meget, om det er på plade eller live.

Det lyder ikke ligefrem som rock’n’roll, vel? Det er det heller ikke. Men nogle gange har man altså bare brug for en musikalsk bjørnekrammer – en af den slags, hvor man føler sig tryg og måske kan knibe en lille tåre. Og den slags er Elbow og især frontmand Guy Garvey på album nummer seks fortsat leveringsdygtige i.

Den særlige elbowske tryghed kommer til udtryk på flere måder. Dels fordi man altid føler sig i sikre hænder hos Manchester-bandet. Det musikalske niveau er utroligt højt og har været det gennem hele karrieren, der først for alvor tog fart med de to seneste plader, »The Seldom Seen Kid« (2008) og »Build A Rocket Boys« (2011).

Men også fordi man som lytter altid har en nogenlunde idé om, hvad man får. Hvilket på deres nye album, »The Take Off and Landing of Everything«, mest fremstår som en styrke, men også lidt en svaghed. For selv om gruppen har skåret en anelse ned for de helt store klimakser, så er der heller ikke de helt store overraskelser her.

Opløftende melankoli

Ikke desto mindre er der dog virkelig gode ting at hente. F.eks. i form af den syv minutter lange »This Blue World«, der åbner blidt med malende orgler, smukt svungne guitarlinjer og forsanger Guy Garveys store varme stemme i dens mest hymniske hjørne. At sangen aldrig løfter sig i et stort klimaks mod slutningen gør den kun bedre.

Eller den efterfølgende »Charge«, hvor det skønhedssøgende får klædeligt modspil af overraskende bistre linjer som »and glory be these fuckers are ignoring me / we never learn from history«, inden et prægtigt orientalsk klingende strygerarrangement sætter ind og løfter sangen mod nye højder.

Det er netop den slags gennemmusikalske detaljer og teksturer, der gør, at Elbow adskiller sig fra mængden af britiske stadionrockere. De fine detaljer er over det hele i musikken.

F.eks. på »Fly Boy Blue / Lunette: Den måde, Guy Garvey harmoniserer millimeterpræcist med sig selv i versene; det sært forvrængede og ualmindelig fængende guitartema, der lyder, som om det er ved at snuble over sig selv; den måde de tunge messingblæsere går i voldsom infight med dirrende lyse strygere i mellemstykket.

Og så må man heller ikke glemme Garveys sikre greb om melodierne, der på numre som »Real Life (Angel)« får én til langsomt at sænke paraderne for til sidst at sidde med fugtige øjne og et stort smil over denne sært opløftende melankoli.

I den mindre gode ende finder man det syv minutter lange titelnummer, der forbliver lidt for statisk i sin himmelflugt og ikke rigtig får nok ud af mødet mellem Spiritualized-inspireret spacerock og en næsten phil spectorsk grandiositet.

Det ændrer dog ikke på, at der overordnet er tale om endnu et stærkt Elbow-album, der nok skal tilfredsstille de allerede overbeviste, men også burde kunne lokke nogle nye fans ind i folden.

Hvem: Elbow.

Hvad: »The Take Off and Landing of Everything«, Universal.