Albrecht Mayer? Hans navn ringer måske ikke lige med det første.
De fleste musikelskere vil alligevel kende hans spil ud og ind:
Han har været ansat i Berlinerfilharmonikerne gennem snart et kvart århundrede og kan derfor beundres på talløse indspilninger.
Og når han optræder som solist med Det Kongelige Teaters orkester en højhellig fredag aften, fatter man godt hvorfor. Kun få kolleger lyder bedre. Eller ingen.
Instrumentet er obo – det sorte blæseinstrument med klang af både sang og snerren.
Men den tyske gæst kunne i virkeligheden have været virtuos på hvad som helst. De fleste andre spiller musik, som oboen vil. Albrecht Mayer spiller musik, som han vil.
Oboen er for resten kraftig i dybden og tynder ud i toppen. Og hvorfor kan dét så være et problem? Fordi man sædvanligvis former musik modsat – altså sender mest energi i de høje toner.
Berlineren har løst det. Han får på én eller anden måde vendt musikken rigtigt uanset og er måske derfor blevet lidt af et idol for mangen kollega rundt om.
Når han spiller Richard Strauss’ sene koncert for obo og orkester, er han endda bedre end værket selv.
Ting falder på plads omkring Mayer
For han kan samle orkestret om sig. Ting falder ligesom på plads omkring ham. Om han så skal flytte sig længere ind i orkestret og dirigere lidt!
Strauss skabte sin koncert sent i livet:
Amerikanske tropper havde indtaget hans by i Bayern. En af soldaterne var oboisten John de Lancie og bad berømtheden skrive et værk for sit instrument.
Initiativtageren selv skulle først optræde med stykket som ældre herre og blev i øvrigt far til skuespilleren af samme navn – kendt for rollen som den almægtige Q i TV-serien »Star Trek«!
Koncertens langsomme midte er vel værkets bedste og viser sig helt himmelsk i Mayers mund. Alene musikernes koncentration og publikums åndeløse lytning. Sikke en stemning.
Mayer er endda humorist i sin lille tale og driller sit hjemland med de byggeprojekter, der aldrig bliver færdige: Berlins lufthavn og Hamburgs filharmoni.
Og han siger vemodigt farvel med ekstranummeret af Bach i hjertefuldt samarbejde med orkestret. Var det ikke åbningen af »Ich steh mit einem Fuß im Grabe«?
Nuvel: Kapellet havde indtil da klaret skærene helt fint – hverken mindre eller mere.
Åbningsnummeret i form af det populære »Till Eulenspiegel« var endt en smule i kaos. Bertrand de Billy på dirigentpodiet er teknisk ferm, men ikke altid kongen af karisma.
Alle tager så revanche efter pausen. Det selvsarkastiske »Ein Heldenleben« har aldrig været Strauss’ bedste digtning og når for eksempel ikke »Don Juan« til hofteholderne.
Men det bliver en succes. Det helt rigtige udstyrsstykke for landets største orkester.
Og tilpas fuld af disse følelser, et mindre orkester slet ikke kan stille med – plus storspil af koncertmesteren. Så skidt med lidt slør i strygerne hér eller lidt skæverter i blæserne dér.
Det Kongelige Kapel har potentiale som et orkester i topklasse. Måtte ledelsen spille det stærke kort og vise dets vidunderligheder for hele verden.
Vi vil have mere!
Hvem: Det Kongelige Kapel med oboisten Albrecht Mayer og dirigenten Bertrand de Billy.
Hvad: »Till Eulenspiegel«, obokoncerten og »Ein Heldenleben« af Richard Strauss.
Hvor: Operaens store scene, fredag.
