Hvad er sværest: At komme til magt – eller at afgive magten igen?

Den ene titelrolle i »Saul og David« kan ikke slippe sin taburet. Han misunder Davids yndest hos folket og må dø.

Carl Nielsen ville være fyldt 150 i år og fejres stort på Det Kongelige Teater. Man genopsatte den udmærkede »Maskarade« for nylig og har nu kastet sig over hans første opera.

»Saul og David« til tekst af kritikeren Einar Christiansen har været lidt af et stedbarn siden premieren i 1902.

Opsætningen i britiske David Pountneys regi kan meget vel sætte værket tilbage på plakaterne rundt om. For den er lykkedes langt hen ad kongevejen.

Handlingen udspiller sig i et tidløst og gennemført militariseret samfund. I en slags Sarajevo tilsat mediterrane særheder som flotte kakler og lange sofaer langs væggene.

Kong Saul lægger sig ud med profeten Samuel og må snart efter se datteren Mikal forelsket i et ganske ubeskrevet blad ved navn David. Den lille hyrde viser sig så som en helt på slagmarken, besejrer ganske overraskende kæmpen Goliat og løber snart med folkets yndest.

Som bekendt en historie af bibelske dimensioner og med et persongalleri fra indtil flere hellige skrifter.

Men iscenesættelsen på Det Kongelige Teater går langt uden om verserende konflikter. Selv da udsendinge fra seks nationer samler sig og danser under FNs logo – måske en hilsen til Karlheinz Stockhausens gribende »Weltparlament« fra 1997 – da virker den islamiske religion fraværende.

Kun de levende billeder a la Golfkrigen midtvejs peger mod noget aktuelt. Resten går som katten om den varme grød.

Forestillingen står stærkt på sværdsiden:

Johan Reuter som kong Saul af Israel er i vanlig form og på en vis måde aftenens hovedperson. Man mærker hans nid mod den folkekære efterfølger.

Niels Jørgen Riis har en stjernestund som hyrden David. Han gør ganske kontroversielt rollen til sprællemand eller hofnar. Men han gør det konsekvent og med masser af bevægende detaljer både sangligt og dramatisk.

Og selv om Michael Kristensen som kongesønnen Jonathan nok underspiller en smule, så står han som scenens mest moderne mand.

Morten Staugaard som profeten Samuel er i øvrigt opsætningens solide overraskelse. Ganske mange vil kende ham som skuespilleren, der også kan synge. Han viser sig ikke desto mindre som en bas med både fylde og en flot udholdenhed – vel især når han står med begge ben på jorden.

Kvinderne kommer først for alvor på banen efter en halv times tid. De virker så heller ikke helt overbevisende i nationalscenens nyopsætning.

Ikke at Ann Petersen som kongedatteren Mikal eller Susanne Resmark som troldkvinden savner indlevelse. Hvis man vil se en storrygende Resmark på bedstemorcykel, er det nu.

Men de virker begge en smule skævt castede. Deres dramatiske stemmer burde trænge igennem, men gør det kun halvt.

Både koret og det store orkester under Michael Schønwandts ledelse har til gengæld kronede dage. Der synges og spilles enestående klangfuldt. »Saul og David« viser sig så tæt som en to timer lang symfoni.

Det er også nødvendigt. For værket har også svage sider. Især første halvdel virker for rig på ord og for fattig på tid til følelser.

Flot sang og skuespil. Sublime danse og indsatser fra orkestrets side. En lidt rodet, men også ganske underholdende scenografi.

At man ikke har taget offertyren ved hornene og gjort »Saul og David« endnu mere aktuel, er lidt ærgerligt – men også forståeligt.

Hvem: Kunstnere fra Den Kongelige Opera.

Hvad: »Saul og David« af Carl Nielsen.

Hvor: Operaen, fredag. Spiller til 9. juni.