Magien, der blev væk

Den britiske brødreduo Disclosure skuffer på album nummer to, der ikke formår at ramme samme pophøjder som deres skelsættende debut.

Disclosure: »Caracal« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det, der får et godt pophit til at tikke? Der kan få hjernens nydelsescenter til at fylde kraniekassen med dopamin i mødet med en særligt liflig sekvens af toner, rytmer og teksturer? Ja, hvis det var så nemt at sætte på formel, havde jeg nok ligget og sippet iskold Campari på en yacht i Caribien i stedet for at skrive dette. For så havde jeg været mangemillionær.

At det ikke er helt så nemt at indfange den flygtige popmagi, er det nyeste album fra den britiske brødreduo Disclosure et skoleeksempel på. For på mange objektive parametre minder »Caracal«, som pladen hedder, endog rigtigt meget om duoens afsindigt succesfulde debutalbum »Settle« fra 2013, der blandt andet bragte dem forbi Orange Scene denne sommer.

Lyden er stadig et radiolækkert opkog af det nye årtusindes dansemusik – UK Garage, house, synthpop etc. – sendt ud over rampen af en stribe markante gæstevokalister som Sam Smith, The Weeknd, Lorde og Miguel.

Men hvor stort set alle sangene på »Settle« kombinerede dansegulvs-appel med en lind strøm af uimodståelige pop-hooks, så går ligningen bare ikke op for Disclosure denne gang. Man bliver ganske enkelt ikke høj på samme måde. Kroppen bevæger sig ikke med helt samme rundtossede begejstring. Det er lidt som at gennemleve mindet om rigtig god fest i ædru tilstand. Så det virkelig sådan ud? Var musikken virkelig ikke bedre? Øv altså ...

Det, der er ekstra frustrerende, er, at det er ret svært at sætte en finger på præcis, hvad de gør anderledes denne gang. Skulle jeg alligevel pege på to subtile ændringer, så er det, at tempoet generelt er en smule lavere, og at melodierne får lov til at bugte sig på en lidt mere adstadig måde. De er længere om at komme til pointen så at sige. Og det gør altså desværre en ret stor forskel her.

For selv om det lyder godt hele vejen – de herrer Guy og Howard Lawrence er bestemt stadig duelige producere – så udebliver den helt store pop-ekstase. Og det er alt andet lige skuffende, når man ved, hvor leveringsdygtige brødrene tidligere har været på den front.

Hvem: Disclosure.

Hvad: »Caracal«, Universal,