Magi og autopilot

Koncert: Riders On The Storm Riders on The Storm med de oprindelige Doors-medlemmer Ray Manzarek og Robbie Krieger som trækplastre leverede en gedigen lektie i rock- historie foran et ekstatisk publikum i København.

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Af 14-årige piger, 60-årige mænd. 1.500 af dem, alle i ekstase, høje som fyrtårne på en musik, der denne aften i København syntes lige så relevant og sublim, som da den blev skabt for 35-40 år siden af Jim Morrison, John Densmore, Robbie Krieger og Ray Manzarek - af The Doors.

Under navnet Riders On The Storm kører Krieger og Manzarek butikken videre, og med sig har de fået sangeren Ian Astbury, der allerede dengang, han stod i spidsen for det slet ikke uefne rockorkester The Cult, var lidt af et Morrison-klon med attitude og læderbuks.

Robbie Kriger havde knap nok leveret det første sønderlemmende, udødelige guitar-riff til åbningsnummeret »Roadhouse Blues«, før Astbury overbeviste salen om, hvorfor det er ham og kun ham i verdensrocken, som har vokal og persona til at træde i stedet for Morrison, rockmytologiens største ikon. Ian Astbury fraserede som Morrison, bed ordene af som Morrison, og bag solbriller, læderjakke og et gigantisk bæltespænde lignede han næsten Morrison.

Robbie Krieger spillede som en drøm og med det bid og den farlighed, der altid har været knyttet til Doors-sangene. Ray Manzarek hyggede sig, men hans improvisationer fyldte for meget. Det samme gjorde de musikalske lejesvende på bas og trommer, som begge spillede med en alt for fesen og moderne lyd - The Doors var tørt, knastørt og ikke rundt og venligt. Musikerne spillede egentlig udmærket, men trommeslageren var simpelthen fejlcastet. I bytte for John Densmores jazzede stil, hvor han nærmest jabbede til trommerne som en bokser til modstanderens kæbe, fik vi her buldrende tunge rockslag, der lød, som om manden forsøgte at hakke hul igennem indlandsisen. For ordinært.

Den store hitparade

Alligevel var den første halve time næsten magisk. »Break on Through«, »Love Me Two Times«, »When The Music's Over«, »Alabama Song«- den store hitparade. Ikke et øje i salen var tørt, alle sang med. Det var skønt. Helt indtil Robbie Krieger efter »Five To One« pludselig gik i gang med en fem-minutters enestund med flamencoguitar, som heldigvis kørte over i »Spanish Caravan« og dermed gav intermezzoet bare en smule mening. Herefter udviklede seancen sig i en længere passag til en koncert, hvor meget blev spillet hjem på autopilot, og hvor alle numre indeholdt soloer af både Manzarek og Krieger, som ind imellem helt glemte, at de faktisk delte scene med en fremragende sanger. Måske var det sådan, de oprindeligt havde tænkt The Doors' musik... i så fald kan man kun glæde sig over, at det ikke blev sådan.

Men ret skal være ret. Bandet på scenen lød ikke blot som endnu et af de lokale coverbands, der har Doors på repertoiret, og Manzarek og især Krieger var mere end blot giraffer i manegen. Hen imod slutningen af den næsten to timer lange koncert genvandt de sammen med Ian Astbury noget af indledningens magi, især i en forrygende »L.A. Woman« og signaturhymnen »Light My Fire«. Lukkede man øjnene, blev man vitterlig henført til The Doors' legendariske og forevigede optræden i The Hollywood Bowl og til kaoskoncerter som den i Miami, hvor Jim Morrison angiveligt skulle have hevet sjoveren frem. Her var Riders on The Storm skræmmende intense, ti gange mere farlige end Gasolin' på deres bedste dage.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion