Den var glemt i et par hundrede år. Så fik Händels opera »Alcina« en renæssance, og at den i dag hører til barokkomponistens mest populære sceneværker, er sådan set let nok at forstå. Troldkvinden, der har givet operaen navn, forfører mænd og forvandler dem til dyr. Hun er den arketypiske fristerinde, og over for hende står Bradamante, der er kæreste med en vis Ruggiero, som er blevet bortført til den trylleø, hvor Alcina holder til, og nu forsøger Bradamante, forklædt som mand, at få sin elskede tilbage, og alle følelser kommer i spil - fra den mest intense kærlighed til den mest intense vrede. Disse mange emotioner udtrykkes i arie efter arie, hvor sangere kan brillere, sådan som de allerede på Händels tid brillerede, og at det hele, som det fremgår, foregår et fortryllet sted, og at der bruges både sort og hvid magi, betyder, at der er nok at arbejde med. Også i en moderne iscenesættelse som den, der lørdag havde dansk premiere på Det Kgl. Teaters Gamle scene.
Dårlig akustik
Når instruktøren Francisco Negrins bud på »Alcina« alligevel ikke er blevet helt det hit, man kunne have håbet på, skyldes det ikke så meget, at sangerne ikke er gode nok. Nicole Heaston, der først skulle have sunget Alcina i senere forestillinger, men som var trådt til i stedet for sygemeldte Inger Dam Jensen, er ganske formidabel som Alcina. Hun har den evne til at gestalte og det virtuouse overskud, der skal til, og der var også andre gode indsatser. Eller det var der vist nok. Akustikken i salen, i hvert fald hørt fra parterret, gør det svært virkelig at mærke stemmerne og i perioder også helt basalt af høre dem, f.eks. var Itziar Lesakas Ruggiero på premiereaftenen nogle gange ved helt at forsvinde. Ærgerligt.
Læg dertil, at iscenesættelsen er uden dét sceniske sus, der for barokpublikummet var et selvfølgeligt krav. Francisco Negrin har givet afkald på at forsøge at forføre et publikum, der er vant til filmmediets visuelle kraft, men resultatet bliver jo så derefter: Nogle mandlige, akrobatiske dansere (de til dyr forvandlede) forsøger at skabe noget aktion på scenen, når de da ikke er spærret inde i et bur, og der er nogle, der flyver, og der er en vulkan, der går i udbrud, men wauw-effekten udebliver. Hverken Louis Désires scenografi, med et blåt tæppe, der trækkes til og fra, og et vaginalt udseende småbjerg, centralt placeret, eller Ran Arthur Brauns koreografi river os meget med. At det hele også virker lidt klemt på Gamle scenes ikke så brede scene gør det ikke bedre.
Og orkestret? Det var Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen, der spiller, og den konstellation er som bekendt garant for, at hver en node er på plads og spillet helt i komponistens ånd. Om dén tilgang så også lige er det, man har mest brug for sådan en aften på Gamle Scene kan diskuteres. Dens præcision og stringens imponerer mere end den forfører.
Summa Summarum: Overhovedet at få et nutidspublikum til at føle noget dybere for og se den dybere mening med en barokopera, hvor det er arketyper, snarere end individer, der gestalter historien, er en udfordring. Her bliver det mest på overfladen.
Hvad: Händels »Alcina«.
Hvem: Iscenesat af Francisco Negrin. Concerto Copenhagen, dir.: Lars Ulrik Mortensen.
Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle scene. Sidste gang 14. marts.
