Tronskiftet fandt sted over fire måneder i 2008.
I april udsendte Madonna sit svage, uinspirerede »Hard Candy«-album og i august meldte Lady Gaga sig med et look og et udspil, som fik den aldrende popdronning til at fremstå altmodisch og lidt kikset.
Siden da har Lady Gaga siddet sikkert på poptronen og har konsolideret sin position med en strategi, der til forveksling ligner den, Madonna skabte sin stjernestatus med.
Hun har således brugt lige så meget energi på sine popsange som på sin visuelle, ofte provokerende fremtoning. Og det hele blev forenet og fuldt forløst i »Bad Romance«, som ikke bare er en af alle tiders bedste popsange, men også blev akkompagneret af en video, hvor avantgardistiske kostumer og koreografier skabte et på én gang fascinerende og forskruet univers.
»Bad Romance« er i dag set 454 millioner gange på YouTube, mens Madonnas »4 Minutes«, førstesinglen fra »Hard Candy«, er blevet vist ni millioner gange.
Et sigende billede på den forrykning i poppens top, som har fundet sted over de seneste fire år, hvor også Beyoncé og Rihanna har udviklet sig til superstjerner med en melange af sex, stil og sange.
Det er derfor mere interessant end nogensinde før at se og høre, hvad Madonna, der udsender sit 12. album på mandag, gør for at tilbageerobre sin position, og hvordan hun i den forbindelse forholder sig til provokation og popmusik - de to hovedspor i hendes karriere.
Og det første, der møder øjet, er titlen på det nye album. »MDNA« står der henover coveret, og de fire bogstaver er på den ene side en fortætning af Madonnas navn, men ligner på den anden side en hilsen til MDMA, som er en forkortelse for methylenedioxy-N-methylamphetamin - bedre kendt som ecstacy.
Det har allerede vakt forargelse i afvænningsforeninger og konservative grupperinger i USA. Men kendte de til Madonna, ville de vide, at hendes provokationer sjældent stikker særlig dybt. Det handler oftest om opsigt, intet andet. Som da hun i 2003 lancerede videoen til »American Life«, der bragte billeder, som var kritiske over for Irak-krigen. Men da kritikken rejste sig, og hun blev anklaget for at være anti-amerikansk, trak hun uden videre videoen tilbage. Og stod tilbage med en kolossal opmærksomhed.
Sex er et andet middel, Madonna igen og igen har brugt til at generere omtale. Og et blik på billederne, som følger med det nye album, viser også en Madonna, der bestemt ikke har tonet sin seksualitet ned, selv om hun er blevet 53 år. Og det er når alt kommer til alt det mest kontroversielle, hun nogensinde har gjort.
Fremskudte bryster, spredte ben, blonderet lingeri. Klædestykker og positurer, som i 2012 er forbeholdt purunge, udsultede modeller. Madonna går med andre ord i klinch med tidsånden og aldersfascismen, og det er i den grad beundringsværdigt.
Men hvor hun altid har haft et sikkert, altid opsigtsvækkende greb om den visuelle side af sin karriere, så forholder det sig anderledes med musikken. »Ray Of Light« fra 1998 og den to år yngre »Music« er således hendes seneste gode udspil, og siden da har hun udgivet tre larmende ligegyldige album.
Og hvor hun engang havde en vis evne til at vælge producere og samarbejdspartnere, som var på forkant med de musikalske trends, så har hun de sidste par gange været på bagkant. På »Hard Candy« stod Neptunes og Timbaland for lyde, der var cool tre-fire år før Madonnas album. En evighed i poppens tidsregning.
Forkant eller bagkant, så er der ikke et udspil i Madonnas bagkatalog, der ikke lyder bedaget i dag. Fordi hun hele vejen igennem er løbet efter tidens lyd. Om »MDNA« er hendes første tidløse album, er det selvsagt kun tiden, som kan afgøre. Men kræfterne bag er stærke. William Orbit, som stod bag hendes fine »Ray Of Light«, har således stået for lyddesignet sammen med Benny Benassi og Martin Solveig. Et miks af ældre og yngre kompetencer, som sætter hver deres præg på albummet.
Benassi og Solveig står for de heftige beats og snurrende synths og albummets overordnede fokus på fest og selvforglemmelse. »Girls they just wanna have some fun«, synger Madonna proklamatorisk i åbneren »Girl Gone Wild«, mens det svirrer og pulserer omkring hende. Ren klubfornemmelse, som forstærkes med brugen af hvilepunkter og klimakssøgende opbygninger, og skulle nogen være i tvivl om, hvor vi er, så anråbes en imaginær DJ undervejs.
»Gang Bang«, som siden tager over, bevæger sig ind på en mørkere, mere ramponeret klub, hvor den dunkende bas banker i øre og bryst, og hvor et metallisk lyddesign udstanses bag Madonnas dæmpede foredrag om lyst, som bliver til vold.
Tracket er et klart højdepunkt og et direkte modstykke til »Masterpiece«, som ligger i den anden ende af albummet og bærer Orbits signaturer. Akustiske toner og elektroniske klange finder her sammen i et modent, men også fesent, musical-rundet forløb, som minder om tiden, hvor Madonna spillede Eva Perón.
Ellers har Madonna - heldigvis, fristes man til at sige - ikke travlt med at virke dyb, synge skønsang eller leve op til sin alder. I stedet gør hun det, der er så farligt, nemlig at være ung med de unge, som går i byen, tager stoffer og lader drifterne råde.
Hun blander sig simpelthen med kids, der kunne være hendes egne, men slipper forbløffende godt fra det. »Turn Up The Radio« skal således nok få ungdommen ud under spejlkuglen, præcis som »Love Spent« og den effektive singleforløber »Give Me All Your Luvin’«, hvor M.I.A. og Nicki Minaj føjer kækhed og credibility til udtrykket.
»MDNA« er i det hele taget et velstruktureret, detaljerigt og såvel rytmisk som melodisk skridsikkert udspil, og derved også et mindre comeback for Madonna. Om det også er stærkt nok til, at hun kan tilbageerobre poptronen, er nu nok tvivlsomt. For selvom »MDNA« samlet set er stærkere end »Born This Way«, Lady Gagas seneste album, bliver det svært.
Ikke kun fordi Lady Gaga er en yngre, optimeret udgave af snart sagt alt, hvad Madonna er og har været, men også fordi vi lever i singlernes tidsalder. Der købes enkeltnumre frem for album på iTunes og andre digitale tjenester, og her har Lady Gaga flere hurtigvirkende sange at byde ind med - og er stor blandt de yngre storforbrugere der næppe ved, hvem Madonna er.
Man kan naturligvis også spørge sig selv, om kampen om det globale popherredømme overhovedet interesserer Madonna mere. Noget tyder nu på det. Med de nye seksualiserede billeder og en musik, der præcis som Lady Gagas, går efter de unge. Og i »I Don’t Give A«, hvor højeksplosive Nicki Minaj medvirker, lyder det som om Madonna taler per stedfortræder: »There’s only one queen and that’s Madonna, bitch!« Vi får se.
