Madonna-festen udeblev

Staffagen tromlede musikken, da Madonna gæstede Parken sent tirsdag aften. Og derfor blev det aldrig den fest, man havde håbet på.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et væld af bevægelige storskærme, dansere der kommer op af gulvet og hovedpersonen selv placeret midt i det hele på en stor tronstol.

Kl. 21.30 landede Madonna på den gigantiske scene i Parken på vanlig superstjernemanér: i lange lakstøvler, trusser og en petit korsage.

Allerede i “Beat Goes On”, med gæsterne Pharrell og Kanye West på storskærm, bliver en hvid sportsvogn kørt ind på scenen. Fordi hun er Madonna, fordi hun kan.

De knap 48.000 publikummer har lagt mellem 400-1400 kr. For at se giraffen, hendes omdiskuterede, muskuløse arme (jo, hun er skræmmende tynd og fit) - og et show i et format der kun er få dinosaurer forundt at lave. Hvis overhovedet andre end Madonna.

Allerede få numre inde i koncerten koger Parken. Madonna har endnu ikke spillet bare ét af sine store, velkendte numre endnu, men taget er rullet over og det spraglede publikum mellem 25-50 år skaber saunatemperaturer med deres blotte tilstedeværelse.

Madonna kan sagtens bære showet selv, det beviser hun allerede i aftenens fjerde nummer, hvor hun er ude på den fremskudte, runde scene blandt publikum.

Pigerne skriger. Kvinderne skriger og husarerne nikker anerkendende. Hun har det stadig Madonna. Selvfølgelig har hun det. Men hun ville ikke være Madonna uden sine tematiske plateauer, sine kostumeskift og staffagen.

Jubelbrøl for Michael Jackson
Efter fire minutters omklædning til ungpige-sportsgear entrer hun scenen sjippende til endnu en remix-version, denne gang af en af klassikerne, “Into The Groove”. Scenariet minder lidt om en blanding mellem en gammel Jane Fonda-video og et break dance-battle fra firserne. Og det fortsætter i “Holiday”.

Der er overraskende lidt gang i publikum, hverken på plænen eller stolerækkerne er der endnu fest. Men det ændrer sig på et splitsekund, da et medley af Michael Jackson brøler ud igennem højttalerne, hvorefter musikken klikker tilbage i remix-udgaven af hendes berømte feriesang.

Lys, videos, en buldrende lyd - man bliver ramt af mormors hammer, det er vulgært, brutalt og æstetik i ét bombardement af sanserne. Der er mere power og knap så meget “A Chorus Line” over Madonna på denne turné i forhold til tidligere. Så godt som al spildtid er skåret væk, og de gamle sange er peppet op i puls i nye arrangementer.

Det klæder dem ikke ubetinget, især ikke når Madonna mister den klare, melodiske pop, der er klæder hende så godt. Flere sange lyder som et hvilket som helst diskoteksnummer, og det ved vi alle sammen, at de ikke er i deres grundkerne, der er de moderne pophistorie.

Det er let at blive forpustet. Først 12 numre henne i koncerten bliver der skruet ned for tempoet i “Devil Wouldn't Recognize You”, som ledsages af en fin, næsten smuk dramaturgi. Her er ro og plads.

Så snart der kommer fart og tempo i sangene, klinger Madonnas vokal skinger, abrupt og ofte helt uudholdelig. Og så er det altså svært at blive ramt af musikken, hvorfor det er alt det udenom, der løber med opmærksomheden.

Et eller andet sted er det lidt ærgerligt, når en ellers ganske pauver ballade som “You Must Love Me” er et af de numre, der fungerer bedst af den ene grund, at det ikke bliver jabbet afsted.

En lille fest
Tilbage efter endnu et kostumeskift træder Madonna ind på diskoteket til tonerne af “4 Minutes”, som medgivet, er hulens svær at sidde stille til - Timbaland og Justin Timberlake er naturligvis med på storskærme.

Der er så småt en lille fest i gang, og den fortsætter under den efterfølgende remix-udgave af “Like A Prayer”, som denne aften både rummer house og gospel.

Det fine “Frozen” gjalder - et rigtig skønt track, som desværre ikke får det til at rykke voldsomt i publikums festgener, måske fordi det sløres i tunge mixpassager.

Så er der mere respons på en tung, tung version af “Ray Of Light”, her klappes i takt, hoppes, synges med - som det hører sig til, når en popstjerne lander i baghaven. Men responsen er langt fra primal og kollektiv som i 48.000 på én og samme tid, faktisk slet ikke. Og medgivet, der er blevet sværere med årene at blive grebet af Madonna, at gå i selvsving til Madonna og feste uafbrudt med Madonna.

Hun leverer shows man kan kikke på, sine steder tabe kæben over, men man inviteres aldrig rigtig ind, man er aldrig rigtig med.