Måtte Augustin Hadelic vende tilbage snarest!

Tysk violinstjerne og brandoffer gav en uforglemmelig aften i DR Koncerthuset.

Augustin Hadelich viste sig som en af de mest spændende violinsolister i DR Koncerthusets historie og blev modtaget med åbne arme. Hans udseende skyldes en frygtelig brandulykke i hans barndomshjem i 1999. Foto: DR Fold sammen
Læs mere

Augustin Hadelich optrådte oprindelig som en slags vidunderbarn.

En brand i 1999 satte ham så ud af spillet og vansirede ham for livet. Men han satsede endnu stærkere på violinen bagefter og vandt overraskende den store konkurrence i Indianapolis for otte år siden.

Karrieren har bragt ham vidt omkring her bagefter. Senest til DR Koncerthuset torsdag og fredag.

På programmet: Mendelssohns vidunderlige koncert for violin og orkester fra 1845. Et mørkt og stormfuldt værk med sværmeriske stemninger og mange overraskelser undervejs.

Koncerthuset har været komplet udsolgt to dage i træk. Alle ville høre tyskeren med den utrolige historie. Tænk, hvad han har vundet over!

Man er solgt fra første tone. Hadelich står med fødderne langt fra hinanden og ryggen helt blød. Den fulde sal forføres af hans afslappede stil og umiddelbart kommunikerende musik.

Ikke to violinsolister ligner hinanden. Nogle er lidt for drævende i tonen, andre lidt for hektiske. Augustin Hadelich lægger sig nøjagtig midtvejs. Klangen i hans Stradivarius fra den gyldne periode er mørk og afspændt som en cellos. Han er simpelthen en af koncerthusets mest sympatiske solister længe – og måske den hidtil bedste på violin.

Også hans effekt på orkestret er fascinerende! Musikerne gør sig mere umage og spiller lige dét mere engageret. Som da de sætter ind efter den store solokadence. Præ- cist som et urværk, uafvendeligt som døden.

Og det bliver ved. Anden sats med den utroligt lange melodi bliver dejligt renfærdig. Den sigøjneragtige finale ikke overraskende virtuos som sjældent hørt.

Augustin Hadelich havde givet ekstranummer torsdag: Den sidste og måske sværeste af Paganinis berømte kapricer. Kendt fra talløse bearbejdelser og tegnefilm med mere. Folk havde talt meget om det ekstranummer.

Og han gentager det fredag. Han skal endda have spurgt, om det samme nummer ville være i orden? For han kunne altså dem alle sammen – hvis det skulle være.

Helt i orden, Augustin. Og rygterne havde ikke overdrevet: Han sætter ikke bare tonerne på rette plads og i rette tid. Han får også forbløffende musik ud af dem, som man siger.

Måtte han vende tilbage snart!

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Miguel Harth-Bedoya og Augustin Hadelic.

Hvad: Mendelssohns violinkoncert. Desuden ouverturen til »Jægerbruden« og Tjajkovskijs femte symfoni.Det hele genudsendes denne søndag kl. 12.15 på DR P2.