Månesyg brite får ensomhed og depression til at lyde som musikalske feberdrømme

Med den fascinerende »The OOZ« understreger King Krule, at han besidder er en af tidens mest unikke og krøllede musikerhjerner.

King Krule - også kendt som 23-årige Archy Marshall - er aktuel med sit andet album, »The OOZ«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Alt for ofte bruger uopfindsomme musikere melankolien som en slags nydelsesfuld æstetisk strategi. Hvor svære følelser reduceres til åh-så-lækker musikalsk malaise, som lytteren kan svøbe sig i som en lun sweater på en råkold efterårsdag. Som for at signalere dybde gennem de blå toners poesi.

Men hvad nu hvis melankolien skrider ud i rå, livstruende depression? Så er det pludselig ikke så sjovt og hyggeligt mere, vel? Så er det dødsens alvor, noget der gør så ondt, noget der tynger så meget, at man har svært ved at være i det. Det skurrer, det prikker, og det stikker. Og skulle det finde et rammende musikalsk udtryk, ville det under ingen omstændigheder være rart at lytte til. Den lune sweater ville være som strikket i rockwool.

Det er lige præcis den fornemmelse, man efterlades med i mødet med King Krules nye album, »The OOZ«. Bag kunstnernavnet gemmer sig den unge britiske ener, Archy Marshall, der manifesterede sig som en af sin generations helt store talenter ovenpå udgivelsen af debutalbummet, »6 Feet Beneath The Moon« fra 2013.

Selvom han dengang stadig blot var teenager, ankom han fuldt flyvefærdig med en dyb og vrængende crooner-stemme, der sang fra skyggerne af et dunkelt gadekryds mellem triphop, dub, jazz og post-punk.

Her fire år senere er det stadig den samme pallet, han arbejder videre med. Omend han fremstår endnu mere plaget af depression, ensomhed, mentale forstyrrelser og sammenbrud. Man fornemmer, at vi fanger ham efter et brud. Han synger konstant om at være synkende, og i hans abstrakt poetiske tekster synger han på tværs af pladen om frygten for at blive opslugt af Syd-Londons asfaltjungle, om havets blåsorte dybder og vægtløsheden oppe mellem universets himmellegemer, hvor han svæver rundt som en astronaut fanget i et kosmisk limbo.

Albumtitlen »The OOZ«, har han forklaret, refererer til alt det ubevidste biologiske materiale vores kroppe både producerer og udgyder: Slim, snot, pis, lort, hud, hår og negle. Og pladen kan på sin vis også ses som en slags forsøg på at give alt det ubevidste en form og et sprog.

Sangene har både abstrakte og drømmende kvaliteter, både former og stemninger strækkes og bøjes idiosynkratisk i en lydside, der lader månen være eneste lysleder gennem natten, mørket og ubehaget. Det er lyden af alarmer, der ringer i det fjerne, regn der lyder som ild, skælvende jazz-guitarer svævende ind og ud af stemning, kolde og fjerne synth-droner og endeløse space echoer, der jagter sin egen hale ned i sindets sorte huller.

»The OOZ« er både kompromisløst krævende, stedvis såre smuk og etablerer helt og aldeles sit eget univers. Det er ikke et ubetinget rart sted at være, og rejsen er nok også lidt for lang og retningsløs. Men sådan er det med depressioner, og de stemninger, King Krule viser os undervejs, kan man ikke opleve nogen andre steder. Og det synes jeg er grund nok til at lytte. Igen og igen.

King Krule
»The OOZ«
★★★★★☆

XL Recordings