M.I.A. holder fest for flygtninge

Maya Arulpragasam vil med »AIM« have os til at se ud over grænserne, men det er i ligeså høj grad en håndfuld skarpe, energifulde produktioner, der gør albummet til en fest.

Coveret til M.I.A.s ny album. Fold sammen
Læs mere

Den britiske rapper finder både plads til bådflygtninge og blæresange på sit opstemte femte album, »AIM«.

Helt fra starten har Maya Arulpragasam, kendt som M.I.A., lavet politisk pop. På singlen »Sunshowers« fra hendes debut i 2005 rapper hun skødesløst om muslimforfølgelse og Nikes lavtlønnede fabriksarbejdere, men gør det over et dancehallbeat og hooks så sukkerholdige og pangfarvede som mangoer.

Efter et par albummer, der led af mangel på banebrydende produktioner eller gennemslagskraftige melodier, genfinder M.I.A. delvist sine styrker på det nye »AIM«. Når hun rammer plet, er det med pågående, halvbeskidte lydcollager og geopolitiske Gajol-slogans, du kan danse til.

På flere numre italesætter Maya Arulpragasam flygtninge og migranters udfordringer, men uden at gå i dybden med disse eller sin egen fortid som flygtning fra Sri Lankas borgerkrig i 1980erne.

Den fængende »Borders« sætter bådflygtninge og fattige side om side med tilsyneladende tomme internetfraser som »love wins«, »breaking internet«, »making money« og »being real«. »What’s up with that?« spørger M.I.A. til alle elementerne og konfronterer vores til tider skævvredne prioriteter.

Fladpandede ordspil

Hendes nonchalante attitude kan dog også tage overhånd. På »Bird Song« består M.I.A.s rap udelukkende af fladpandede ordspil om fugle, og det klukkende vokalsample fra den tamilske film »Aanandha Kummi« bliver irriterende efter mange gentagelser.

Store navne som Diplo og eks-One Direction medlemmet Zayn Malik rykker ikke »AIM« et nøk op.

Til gengæld stjæler jamaicanske Dexta Daps opmærksomheden på »Foreign Friend« med sin ru indlevede vokal, og produceren Skrillex’ bombastiske stil gør »Go Off«s indiske trommer endnu mere effektive.

På »Visa« rapper M.I.A. om den amerikansk-mexicanske grænsekontrol. Nummeret pisker en hektisk stemning op med metallisk percussion og to hidsigt stikkende keyboardtoner, der lyder, som om de spilles af en urolig rolling.

»AIM« vil få os til at se ud over grænserne, og det forklarer de mange referencer til fugle og fly, men det er i ligeså høj grad en håndfuld skarpe, energifulde produktioner, der gør albummet til en fest.

Hvad: »AIM«.

Hvem: M.I.A., Interscope Records.