Lyriske hug fra en veteran

Niels Skousen revser tidens magelige selvtilfredshed på sit nye stærke album.

72-årige Niels Skousen er aktuel med albummet »Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: PR

I en alder af 72 år er Niels Skousen stadig en af de tekstforfattere, som med størst vid kan sætte ord på den danske tidsånd. Så præcist, at man føler sig truffet, når veteranen serverer lyriske svirp som, »Der er ikke noget oprør der ulmer / bare en folkelighed der bliver fedet op og svulmer / en folkelig folkelighed der slår en ring om sig selv / og drømmer om at tørre sig i røven med en intellektuel« på det poetisk fabulerende åbningsnummer, »Mænd Er Fra Mars«, fra troubadourens nye album, »Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig«. Et udspil, som i sin smukt resignerede tone kan minde om idolet Bob Dylans modne mesterværk »Time Out Of Mind«.

Selvtilfredsheden har kronede dage. Vi lever i en ego-tidsalder, hvor afmagten lægger låg på holdninger og handling. Modsat 68’er-generationen, som Skousen udsprang af, er der i dag få, som trodser autoriteterne og går imod strømmen. Lemming-mentaliteten raser, og hamsterhjulet spinner. Protesten er død og oprøret afblæst. Selv om der stadig er meget at kæmpe både for og imod. Men flertallet ser opgivende til. Er bange for at falde udenfor. Inklusive de gamle flippere.

Det lyder måske umiddelbart lidt frelst, men Skousen er heldigvis ikke så selvgod, at han frasiger sig sin egen generations ansvar og fejl, hvilket fremgår af blomsterbørns-elegien »Blomsterne«: »Vi gik på gaden og marcherede / men ikke i takt / det lignede en retning / en retning som ingen havde lagt«. Hos Skousen hænger kritik og selvkritik sammen.

Storkapitalen bliver han nok aldrig bonkammerat med, som det fremgår i den splintrede ballade »Få Sjælen Med«, der trækker tråde mellem griskhed og bomberegn: »Man sku’ måske ikke ha’ ladet de multinationale køre det hele / skabe en håndfuld rige familier der ikke vil dele / bruger deres penge på private hære som går og skyder los / så pengene i sidste ende alligevel havner hos os / det er bare et mareridt der bliver ved med at gå i ring«. Nye tider. Samme problemer.

Godt, vi stadig har Skousen til så fremragende at besynge den dårskab og de fejl og mangler, vi konstant forsøger at feje ind under gulvtæppet.

Hvad: »Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig«, Auditorium/Playground Music.

Hvem: Niels Skousen