Et eget billedsprog, en egen fortællestil, en unik evne til at mane skønhed og frygt frem mellem hver eneste billedramme.
Ja, David Lynch er en ener og auteur, som har sat sig filmhistoriske spor med »Blue Velvet«, »Wild At Heart« og »Mulholland Drive«. Men når det ikke kan overraske, at han nu udgiver et album, er det fordi lydsiden i hans film altid har været lige så vigtig som billedsiden.
Og de 14 numre på debutalbummet med den meget lynchske titel »Crazy Clown Time« udgøres da også af en art elektronisk tonet blues, som snildt kunne være soundtracket til en af hans film. Her åbner han uhyre effektivt med den sammenbidte, spartansk instrumenterede og suicide-dystre »Pinky’s Dream«, hvor Karen O fra det hipt indie-rockende Yeah Yeah Yeahs lægger sensuel stemme til. Siden tager »Good Day Today« over, og her er lydbilledet computergenereret og pulserer let og antiseptisk, mens Lynch synger »So tired of fearing/so tired of the dark«.
Et på én gang ubehjælpsomt og vanedannende nummer, hvor stemmen er filtreret og forvrænget. Sådan er det også i mange af de øvrige numre, og Lynch har da også sagt, at dét at synge var det sværeste ved at lave albummet. »Crazy Clown Time« tegnes da heller ikke af en stor, sikker stemme. Eller sangskriver for den sags skyld. Men målet synes heller ikke at være den perfekte sang, men at skabe teksturer og stemninger af en dragende og urovækkende karakter. Det lykkes han ofte med, ikke mindst i »Football Game«, hvor trommer og murrende elguitarer lægger sig om det sære sangforedrag. »You better run, baby« lyder det her fra Lynch, der lyder, som om han synger med en klud i munden.
Nummeret ville have siddet perfekt i »Blue Velvet«, og albummet - som også gemmer på enkelte ligegyldige passager - lyder i det hele taget af ham. Af hans kunstneriske og underbevidstshedsdyrkende temperament. Den slags personlige signaturer bruger de fleste musikere faktisk en hel karriere på at finde.
