Lykkelige undtagelser

Agnes Obels andet album, »Aventine«, er smukt, mørktonet og uhyre formbevidst.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget på én gang mirakuløst og opløftende ved Agnes Obel. Her er en kvinde, som skriver sange ved et klaver og ikke lefler for mainstreamen, men alligevel har ligget nummer ét på hitlister i lange perioder og har – hold nu fast – solgt en halv million plader.

Agnes Obel er en lykkelig undtagelse, og få, sikkert mindst af alt hende selv, så succesen komme med debutalbummet »Philharmonics« fra 2010. En udgivelse som en lille hengiven kreds typisk dyrker og på grund af sin omgang med stilhed og eftertanke let bliver affærdiget som kedelig af folk uden fornemmelse for poesi.

Det sidste skete for »Philharmonics«, men den skabte også en stor, hengiven fanskare, som længe har ventet på nyt. Og hvor Agnes Obel havde brugt et helt liv til at akkumulere sangene på debuten, har hun nu skullet skrive de nye mellem turneer og midt i en opmærksomhed, der let forstyrrer. Men »Aventine« synes fuldkommen fokuseret og lægger sig i naturlig forlængelse af sin forgænger. Ja, den åbner på samme vis med et blåt klaverstykke, hvorefter »Fuel To Fire« tager over, og Anne Müllers cello tilføjer et moltungt, næsten stofligt mørke.

Siden følger albummets største øjeblik, »Dorian«, hvor tangenterne støttes af et diskret pulsslag og hviler på en melodi med bløde kurver og et vidunderligt sug i omkvædet, som Agnes Obel synger sig ind i med sin lyse, luftige, såvel sarte som sikre stemme.

Andre steder er sangene diskret forsiret med violin, viola, guitar og harpe, men det er treenigheden af vokal, tangenter og cello, der tegner albummet, som skal høres så højt, at alle de fint tilvirkede klange kommer til deres ret.

Men det er faktisk en musik, som, lige meget hvor højt der skures op, aldrig virker høj. Der er en blødhed og poesi indlejret i hver eneste komposition, og samtidig – for nu at misbruge et misbrugt ord – en tidløshed over albummet, som et sted giver mindelser om Frédéric Chopin, et andet om Erik Satie, et tredje om Jan Johansson.

Mest af alt lyder »Aventine« nu som sin forgænger, og det kan man så vælge at rynke på næsen af. Men når man som Agnes Obel har fundet sit eget udtryk; en egen poesi midt i den formelle strenghed, er der vel ingen grund til at forcere noget. Og de nye kompositioner sætter sig sikkert, dybt.

»Do you want me on your mind or do you want me to go on?« spørger Agnes Obel et sted. Begge dele, tak.

Hvem: Agnes Obel
Hvad: »Aventine«, Play It Again Sam. Udkommer mandag