Lykke Li er nærmest ulykkelig

På »I Never Learn« insisterer Lykke Li på smerten i enkle, moltonede sange.

Så er Lykke Li nået til sidste album i en trilogi, der efter hendes eget udsagn handler om »at være kvinde i 20-årsalderen«. Og det er ikke ubekymrede vers og klange i dur, der har tegnet de to første udspil fra den svenske sanger og sangskriver, men derimod et moltonet udtryk, hvor de gode melodier ofte er hovedattraktionen sammen med en stærk stemme.

På den måde ligger svenskerens tredje album, »I Never Learn«, i god tråd med sine forgængere. Det er nemlig stadig smerten over romantiske svigt og forliste forhold, der præger versene. »Will I never learn? « spørger hun – måske retorisk – i den smukt svungne titelsang, hvor westernguitarer og strygere maler et spartansk, men emotionelt ladet univers op.

Det sidste i høj grad takket være Lykke Lis vokal, der her, som tidligere, forener det lyrisk forfinede med en vis forslåethed. Samme temperament og tempo findes i single-forløberen, »No Rest For The Wicked«, hvor de rudimentære trommer – der også kendetegnede det forrige og rigtig gode 2011-album »Wounded Rhymes« – giver sig til kende under et let, fængende pianotema.

Kæk pop bliver albummet nu aldrig, det insisterer på en sorgforsiret klangverden, som kommer tydeligt og effektivt til udtryk i »Just Like A Dream«, hvor det også er værd at bemærke, at Lykke Lis sange nok virker enkle, men gemmer på mange detaljer. Hvilket hun og lytterne nok også kan takke producerne Björn Yttling og Greg Kurstin for.

Det er nok

Hvor Lykke Li måske ikke leverer de helt store forløsende melodier på »I Never Learn«, og arrangementernes ensartethed indimellem gør albummet lidt stillestående, så – og det er vigtigere – trænger hendes følelser hele tiden igennem. De fæstner sig simpelhen i lytterens nervestrenge. I hvert fald i mine, og stærkest med den refrænstærke »Never Gonna Love Again« og den velgørende dynamiske »Gunshot«, hvor længslen efter den anden – naturligvis, fristes man til at sige – er beskrevet i negative billeder: »I am longing for your poison/Like a cancer for its prey/Shot an arrow, in your harbor/Where you waited in the rain«.

Nok er følelsesregistret på albummet begrænset. Som omslagene til trilogiens tre udspil, der alle er sorte og grå. Men de er rene og rørende, følelserne. Det er nok.

Hvem: Lykke Li

Hvad: »I Never Learn«, LL Recordings/EMI