Lyden af nu

Roskilde: KlaxonsTrentemøllerEngelske Klaxons er på blot en plade blevet bannerførere for en ny musikkultur, på Roskilde viste de tænder. Det samme gjorde Anders Trentemøller fra Vordingborg.

Klaxons ville have fest på Roskilde Festivalen i år - og det fik de. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Der er noget befriende, noget umiddelbart og noget dybt, dybt tillokkende ved et orkester, som ankommer til Roskilde med bare et enkelt album i bagagen. De er ofte helt unge, forbløffet over festivalens kvalitetsbevidste publikum og ikke interesseret i andet end at levere varen.

London-bandet Klaxons hører til den kategori. Primo 2007 udsendte de debutalbummet »Myths of the Near Future«, et af årets mest hypede albums efter at trioen fik fremragende respons via deres hjemmeside på MySpace.com. Og de levede i dén grad op til hypen. En fire-fem singler og et musikalsk miks af dance- og rock leveret med den mest flabede punkattitude gjorde på forhånd sit til, at premieren på Roskilde var en af den slags koncerter, rigtig mange publikummer og musikmennesker havde krydset af i programmet.

Tænk halvfemser-stjernerne Prodigys blend af elektronik og rock, tænk firsernes Manchester-dancerockbølge og læg dertil de mest positive festelementer fra ravekulturen. Det var, hvad Klaxons serverede for de ivrige Roskilde-gængere. Klaxons ville have fest, og det fik de. Ikke mindst takket være deres guddommeligt flabede attitude, som kontinuerligt signalerede »come on, come on, come on«.

Det var en decideret fornøjelse at synge i kor med 5.000 andre galninge til de sange, som definerer tidens toneklang. Vist var der talrige elementer af so-so-sange af mindre melodiøs- og/eller arrangementmæssig kvalitet. Men i det store hele måtte publikum, anmelderen og selv de frivillige i de omkringliggende boder overgive sig til de unge briter.

I den syvende himmel
Klaxons var knap nok gået af Odeon-scenen, før Anders Trentemøller gik i gang på festivalens største teltscene, Arena.

Havde der på forhånd været tvivl om øjeblikkets mest internationalt krediterede danske musiker kunne fylde de 20.000 teltpladser, ja, så blev den gjort til skamme, allerede inden Trentemøller havde tændt sin maskinpark. Teltet var ikke bare pakket, der stod velsagtens 5.000 publikummer udenfor. Alle ville de have et glimt af den elektroniske musiker, der ret beset kom til Roskilde med en lavmælt, instrumental plade i bagagen samt en række dansegulvsfyldere og et par remixes for andre kunstnere.

Det lyder måske ikke af meget, men Trentemøller og hans lejesvende Henrik Vibskov på trommer og Mikael Simpson på bas og guitar styrede det fantastiske publikum direkte op i den syvende himmel på en sky af melodiøse dancetracks, som hovedpersonen selv byggede langsomt op fra grunden bag sine keyboards og diverse andre maskiner.

I 80 procent af spilletiden endte numrene helt oppe under loftet, og publikum dansede og klappede nærmest primalt, som var de til deres første rave i en nedlagt fabriksbygning i et skummelt betonhjørne af en London-forstad. Det var umuligt at stå stille og ikke overgive sig til musikkens fysiske forløsning. Og så fik publikum i tilgift et effektfuldt, visuelt bagtæppe klippet eksakt efter så godt som hvert et detaljeskift i musikken samt et syn for guder af 25.000 andre vilde festivalgængere, som befandt sig 20-30 centimeter over jorden i ren ekstase.

Det var, skrevet i al stilfærdighed, ganske stort.