Chris Brown vil for mange nok for altid være »ham den voldelige ekskæreste, der bankede Rihanna«. Sådan et grimt image kan være svært at slippe af med. Og som lytter kan det være vanskeligt at parkere sine fordomme for i stedet at fokusere på Browns musik.
Dilemmaet er velkendt. Tænk for eksempel på den norske black metal-musiker Varg Vikernes fra Burzum, som i 1994 blev dømt for både manddrab og adskillige påsatte brande. Eller hvad med nazisten Hamsun eller antisemitten Celiné? For nu at nævne et par kunstnere med blakket ry.
Men gør den slags handlinger deres værker ringere? Nej, ikke nødvendigvis. Man bør forsøge at adskille værket fra kunstneren. Disse mennesker fordømmes for deres handlinger, men deres værker kan stadig være af stor kunstnerisk værdi. Det er min filosofi. Men jeg skal være den første til at indrømme, at det er en gråzone, der er svær at navigere i.
Lavt ambitionsniveau
I tilfældet Chris Brown lader han umiddelbart ikke til at kere sig synderligt om sit uheldige ry. »Zero. That’s how many fucks I give!« synger han på den autotunede banalitet »Zero«. Faktisk tager Chris Brown flere steder på »Royalty« sin pauvre bad boy-persona på sig som et adelsmærke.
På »Sexual Healing«-pastichen »Back To Sleep« flirter han med en voldtægtsfantasi: »Just let me rock. Fuck you back to sleep girl. Don’t say word. Don’t you talk«, mens han på »Liquor« proklamerer sin main agenda: »All I wanna do is drink and fuck«.
Chris Brown interesserer sig tilsyneladende primært for to ting: at blive stangbacardi og at humpe natten lang. Det bliver temmelig trættende at høre på i længden – navnlig fordi hans R’n’B er så klichefuld at lytte til.
De 18 numre på den alt for lange »Royalty« varierer meget lidt i stil og temperament. Brown har kun to gear at køre i. Det flødeflommede, liderbasse-trættende ballade-gear, og det club-pulserende, plastiske party-gear. Begge virker i Browns hænder klæge og 90er-bedagede – modsat for eksempel The Weeknd, som har taget R’n’B-genren ud i mørke og interessante kroge.
Det er således ikke Browns tvivlsomme person, der tynger »Royalty« fra at være et kongealbum. Det er snarere det lave musikalske ambitionsniveau.
Hvem: Chris Brown
Hvad: »Royalty«, RCA
Lyt til »Royalty« her:
