Lyd til dit loungeparty

Vinnie Who skaber et tidløst rum af vellyd på »Midnight Special«. En funky men også gnidningsfri hyldest til det dekadente sorgløse natteliv.

Album cover. Fold sammen
Læs mere

Ejer du soundtracket til »Saturday Night Fever«? Den med Bee Gees og John Travolta på coveret i ekspressiv positur iklædt brede flipper og pressefolder som barberblade i det hvide jakkesæt. Parat til at bevæge kroppen i fast koreograferede mønstre rundt på natklubbens blinkende dansegulv?

Hvis den står på pladehylden, kan du roligt gøre plads til Vinnie Whos nye album »Midnight Special« lige ved siden af. For ganske vist er der ikke meget ’party hard’ over dette cover, hvor musikeren med det borgerlige navn Niels Bagge går op ad en trappe i et eller andet designerklassisk boligkompleks et sted i verden, men musikken stinker så meget af tyktflydende feel good disco, at man skulle tro, at brødrene Gibb holder til i lejligheden ved siden af.

Op med bukserne

Ikke at dette skal forstås som en stilstand. Vinnie Who bevæger sig problemfrit mellem adskillige pop- og soulgenrer som smooth soul og en Quiet Storm-lyd på dette udspil, men referencerne til lyden fra 70erne og 80erne er indiskutabel. Allerede fra første skæring, den tempofyldte og dansable The Whiggle trækker Vinnie Who op i bukserne og lægger sig tæt på falset-lejet med en hyldest til mørkets frembrud. Et soundtrack til storbylivet komplet med koklokker, frækt kor og rytmeguitar, så man drømmer sig hen til et andet sted og en anden tid. Eller som nummeret The Scene, hvor en tilbagelænet Vinnie Who crooner sig igennem sin søgen efter kærligheden på dansegulvet.

Tidløs vellyd

Vi bevæger os i et tidløst rum af vellyd. En drømmeagtig tilstand, hvor musikken vinder efter hver gennemlytning og indfanger dig, uanset om du ønsker det eller ej. Men man savner samtidig lidt ridser i al den let polerede og sorgløse natklubstemning, som gennemsyrer »Midnight Special«. Måske derfor fremstår det funkede nummer »Highway« som albummets bedste, for her brydes det stramt konceptuelle bare en smule og bliver noget andet end blot et smukt designet lydtapet til det næste lounge-party under New York Fashion Week.