Det er ikke kun de udenlandske stjerner, der kan. Lukas Graham kan også. Altså lynudsende et album. Tirsdag morgen lå hans nye plade pludselig tilgængelig på alle platforme uden nogen form for optakt. Sådan et stunt vidner altså om en stjerne, der kender sit værd og ved, at hans stjerne lyser stærkt nok til at gøre arbejdet for ham.
Og han har heldigvis noget at have det i. For med det tre år gamle debutalbum, der talte hits som »Ordinary Thing« og »Drunk In The Morning«, udviklede den tidligere barneskuespiller sig på rekordtid til en af tidens største danske succeshistorier. Ikke kun herhjemme men også i udlandet, hvor han bl.a. landede en pladekontrakt med amerikanske Warner Music og siden har tilbragt en stor del af tiden i Los Angeles.
Og hvad er det så for en Lukas Graham, vi møder her tre år efter debutalbummet? Tydeligvis én, der er blevet lidt ældre og mere eftertænksom. Men også én, der heldigvis ikke har glemt, hvordan man fester.
Den nye mere følsomme side møder vi allerede på det flot udfoldede åbningsnummer »7 Years«, hvor han dykker ned i en række afgørende punktnedslag i sit liv for til sidst at spekulere over, hvordan tingene vil se ud for ham, når han engang bliver 60. Det er lidt af en rejse på fire minutter. Tendensen fortsætter på »Mama Said«, hvor Graham omskriver Jay-Z’ »Hard-Knock Life« til sin egen rags-to-riches historie, der samtidig hylder hans mor for altid at have støttet ham i at gøre sin egen ting.
Familien er i det hele taget et stort tema for Lukas Graham, der mistede sin far i 2012 lige midt i det store gennembrud. Tabet har han tidligere bearbejdet på den åbenhjertige single »Happy Home«, som også er med her i en knap så opkørt version, der forløser den meget private og åbenhjertige tekst på mere rørende facon end den oprindelige version lavet i samarbejde med produceren Hedegaard.
Satser hele butikken
Det er med andre ord de helt store følelser, der får frit løb på disse numre. Og Lukas Graham synger sig da også helt ud i de svulstige arrangementer med strygere og hele udtrækket. Det er sine steder ret rørende, men også snublende tæt på at være alt for meget.
Heldigvis får den voldsomme patos tiltrængt modspil af opløftende popnumre som »Take The World By Storm« og et klassisk skåret uptempo-soul-nummer som »Strip No More«, der kulminerer i en forrygende finale. Og så må vi heller ikke glemme at fremhæve den afsluttende gospel-sag »Funeral«, hvor Graham synger om, hvor festligt det skal være til hans egen begravelse.
Det er ret morbidt, men samtidig også underligt opløftende. Og som sådan en rammende opsummering på en popplade, der langtfra er perfekt, men som ikke desto mindre tør satse hele butikken. Mon ikke han vinder i det lange løb?
Hvem: Lukas Graham. Hvad: »Lukas Graham (Blue Album)«, Copenhagen Records.
