Det stille drama siges af og til at være det mest voldsomme. I hvert fald passer udsagnet godt på Minnesota-trioen Low, hvis kerne udgøres af det mormonske ægtepar Alan Sparhawk (vokal og guitar) og Mimi Parker (vokal og trommer).
For i de mere end 20 år, gruppen har eksisteret, har den på forbilledlig vis dyrket en afdæmpet og intenst knugende dramatik i dens minimalistiske udtryk, hvor man til tider har følt, at tempoet stod helt stille.
Low bliver derfor ofte anset som indbegrebet af den gren af indierocken, som nogle med et lidt smart genre-label har kaldt for slowcore. Karakteristisk for denne afart er et dystert tekstunivers samt netop det adstadige tempo og den minimale instrumentering.
Helt konkret kommer dette til udtryk ved, at Mimi Parkers trommesæt kun udgøres af et enkelt bækken samt en gulvtromme, som hun i tilgift oftest kun spiller med whiskers på. Helt enkelt og spartansk.
Lydbilledet har dog vokset sig større og mere nuanceret med tiden. Guitarerne er blevet mere snerrende, der er kommet fuzz på bassen hist og lidt diskret brug af knitrende elektronik her. Udgangspunktet er dog fortsat Sparhawks og Parkers signifikante, længselsfulde stemmer. Førstnævntes er ofte moody, sprukken og mærket af desperation, mens sidstnævntes er blid, harmonisk og skønhedssøgende.
Dynamik mellem to stemmer
Dynamikken mellem de to stemmer er helt fantastisk. Indiskutabelt Lows største force. Af og til på et skyhøjt vokalt niveau, der tåler sammenligning med samarbejdet mellem den martrede countrydesperado Gram Parsons og hans »faldne engel«, Emmylou Harris. Uden yderligere sammenfald i øvrigt. Men Sparhawks og Parkers stemmebånd synes skabt til hinanden. Et yin til et yang.
På de seneste udgivelser, »C’Mon« fra 2011 og i særdeleshed på forrige års Jeff Tweedy-producerede »The Invisible Way«, har det dog virket, som om Low kørte på autopilot. Deres musikalske tricks havde sat sig lidt for sikkert fast på rygraden. Som om de ikke anstrængte sig på samme måde som tidligere. Selvparodien lurrede i kulissen.
Men jeg skal love for, at det udsagn bliver gjort til skamme på nærværende »Ones And Sixes«, som er trioens mest vitalt murrende udspil længe. Den flossede melankoli og den (ifølge Low) forestående apokalypse er til at tage at føle på her. En times vakkert soundtrack til undergangen. Med Low i ørene er det smukt at gå til grunde.
Numre som den forslåede »Spanish Translation«, den kantende skæbnesymfoni »The Innocents« og den forbitrede popmelodi »Lies« er symptomatiske for udgivelsens tårnhøje ambitionsniveau. Her er ikke rigtig nogen smalle steder.
Bedst er dog det næsten ti minutter lange dommedagsepos »Landslide«, hvor den introverte tristesse kulminerer i et kradsende støjklimaks, som illustrerer, at Low også har en infernalsk støjdjævel i den mormonske mave. Ret vildt, at de kan spytte sådan et næsten-hovedværk ud 22 år inde i karrieren. Det er trods alt de færreste forundt.
Hvem: Low.
Hvad: »Ones And Sixes«, Sub Pop/Playground.
