Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Love Shop var uden sammenligning landets bedste poporkester i halvfemserne og frem til den koncert på Roskilde Festival i 2004, der skulle blive deres sidste. Herefter var uenighederne i trioen blevet for store. Hilmer Hassig var den eneste, der meddelte, at han forlod orkesteret, alt imens Hall og Unmack valgte at koncentrere sig om soloudgivelser. Netop her viste de over foreløbig fem album, at de besad langt større evner som sangskrivere og arrangører, end man havde kunnet høre i Love Shop-regi.
Flosset og charmerende
Da Hall og Unmack primo 2009 samlede Love Shop igen til et støttearrangement til fordel for Hassigs efterladte børn, ramte de den åre af glæde og selvtillid, som nu har manifesteret sig i en videreførsel af bandet, denne gang med bandets mangeårige tangentspiller Mikkel Damgaard som kapelmester og producer.
Resultatet er den mest afslappede, flossede og charmerende Love Shop-plade nogensinde – med Unmack som hovedleverandør af både tekst og musik. Og i min bog deres bedste siden hovedværket »Go!« fra 1997.
Ballet åbnes med den elegante popskæring »Redningsklar«, der rent musikalsk er et nyt skridt i Love Shop-regi og samtidig en klar kærlighedserklæring fra Unmack til de svenske popmestre i Kent. »Ikke Langt Herfra« er mere klassisk Love Shop-dreven pop med Halls karakteristiske mundharpe som ledetråd og stemningssætter. »Vinden Som Blæste« er en nedbarberet og grusomt smuk ballade, og det samme er søstersangen »Lyset Er For Mig«.
I det hele taget er »Frelsens Hær« kendetegnet ved mange og ganske fremragende stille skæringer brygget på et miks af akustisk guitar og sfæriske, elektroniske klangbunde. Rigtig fin er også den næsten halvtredseragtige »Du Bestemmer Nu«, i hvilken Henrik Hall træder fornemt ind i det vokale landskab. Der er intet nyt, i hverken måden Jens Unmack synger på eller i hans fremragende tekster, som er dyppet i lige dele poetisk romantik og melankoli. Nyheden består i lyden og arrangementerne, og den er både stor, markant og langt bedre, end man på forhånd havde turdet håbe på. Hvorfor også Mikkel Damgaard fortjener et stort og anerkendende kip med bowleren.
