Lidt for Tunng i røven

Koncert - Roskilde: Britiske Tunng har med sær, elektronisk farvet folkmusik skabt sin egen niche. Bare gruppen var blevet derinde i stedet for at tage til Roskilde.

Er du enig? Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Nogle gange har illusioner bare ingen gavn af at blive brudt, og koncerten med det britiske ensemble Tunng var præcis et af den slags tilfælde.

Duoen Sam Genders og Mike Lindsay har etableret sig som musikalske mystikere med snørklede, blæktegnede pladeomslag og dystre folksange opdateret med fortættede elektroniske beatteksturer. På sløvt attraktive melodier mumler Genders på én gang småuhyggelige og sært antikverede sager som »Thou art not Satan's girl, Doreen«, og den gådefuldhed levede Tunng indledningsvist fint op til: Det udvidede band lignede en flok onde småbanditter fra en dårlig rumfilm iklædt ens, brune trøjer med hætten trukket godt op om de solbrillebehængte ansigter.

Tilsammen tre akustiske guitarister og sangere, en mand bag elektronikken og en net korsangerinde, som lagde solidt ud med »People Folk« - en rigtig uhyggespreder med sit sejttrækkende akustiske drive og Genders' apokalyptiske linjer »I saw the sun fall on everyove/ I saw the sun, people had to run«.

Genders' stemme er på én gang stenet og lokkende, og den krasse elektronik sørgede for at koncerten aldrig endte som en overnostalgisk eller selvtilfreds affære. Til gengæld formåede Tunng kun sjældent at løfte sit udtryk op på et niveau, der var gruppens spøgelsesagtige indspilninger værdigt: Ikke mindst det fremragende 2005-album »Mother's Daughter And Other Songs« lever af at Sam Genders hvisker lytteren ubekvemme hemmeligheder i øret, mens musikken slæber sig raslende afsted.

Den intimitet var slet ikke til stede på Astoria-scenen, hvor gruppen satsede på en retlinet og lidt gumpetung livesound med alt for få dikkedarer. Og det hele blev kun værre, da flokken på scenen smed hætterne og forvandlede sig fra underlige kultskikkelser til fem helt almindelige og lettere goofy engelske neo-hippier. Jeg tror, jeg vil forsøge at glemme koncerten og spole tiden tilbage til dengang, jeg var overbevist om at Tunng levede af små børn og hvad de ellers kunne skyde med bue og pil. Det bliver ikke nemt, men heldigvis heller ikke umuligt - for Tunng er stadig et af de seneste par års mest originale og dragende navne på den britiske musikscene.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion