Leithauser er ene, men stærk

Hamilton Leithauser, midtpunktet i The Walkmen, har begået et vidunderligt, vibrerende soloalbum.

Hamilton Leithauser synger med en skæv, hæs, dylansk stemme. Foto: PR-foto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Do you ever wonder why I sing these love songs when I have no love at all?«

Sådan spørger Hamilton Leithauser som noget af det første på solodebuten »Black Hours«. Jeg vil tillade mig at svare: Nej, det undrer ikke. At synge og besynge er vel et basalt behov for en sanger, præcis som at spise eller sove.

Gudskelov for det, kunne jeg tilføje. For Leithauser kan noget helt særligt og har vist det i The Walkmen, der er et af det ny årtusindes stærkeste bands. Og har du endnu ikke hørt 2010-albummet »Lisbon«, har du en åbenbaring til gode.

Tidligere i år satte The Walkmen desværre sig selv på pause. På ubestemt tid. Måske for altid. Så mange andre ligegyldige bands kan gøre det, men hvor gør det ondt, når det er et band, der skriver så vidunderligt melodiøse og på én gang slingrende og knivskarpe rocksange.

Men Leithauser har lykkeligvis stadig kunstnerisk overskud, og »Black Hours« byder både på sange i den rockede The Walkmen-ånd og udstikker nye retninger.

Til det velkendte hører »Alexandra«, der knejser forrygende i vokalerne, mens »I Don’t Need Anyone« lyses op af blanke, kantede elguitarer, og »The Smallest Splinter« har et romantisk, stærkt vanedannende omkvæd.

»Black Hours« er dog meget mere end kendte signaturer under et nyt navn. Det står allerede klart i åbneren, »5 AM«, der emmer af orkestral luksus med strygere og horn og stor, eksklusiv lyd. Det samme gør sig gældende i den efterfølgende, pizzicato-prikkende »The Silent Orchestra«.

Marimba og croon

Med sig i sangskrivningsprocessen har Leithauser haft Morgan Henderson fra Fleet Foxes og Vampire Weekends Rostam Batmanglij, der har inspireret til den organiske og facetterede sound – og mon ikke også sidstnævnte har bragt marimba og andet varmt slagtøj ind i ligningen?

I de dyre, elegant svungne arrangementer lyder det nu mest, som om Leithauser har lyttet til Frank Sinatra, og coveret peger i samme retning med sit æstetiserende, sorthvide fotografi.

Men hvor Ol’ Blue Eyes croonede med en stålblå elegance, er Leithausers klang og frasering mindre konventionel i sin skønhed. Han spiller i stedet på det skæve, hæse, dylanske. Med stor effekt. Og »Black Hours« er et vidunderligt vibrerende album, der såmænd godt kunne have været vejen frem for The Walkmen. Men nu er det altså blevet det første sikre skridt for Leithauser. Solo.

Hvem: Hamilton Leithauser.

Hvad: »Black Hours«, Ribbon Music/Playground.