Led Zeppelin IV (1971)

Hvad der ikke lykkedes til ug med kryds og slange på treeren, lykkes til gengæld på fireren.

Pladen er det perfekte miks af hård rock og den mere akustiske side af bandet. Den er intet mindre end en af rockhistoriens udødelige klassikere. »Black Dog« slår tonen an med mesterlig indlevelse fra Plant og et suverænt riff fra Page. Tonen fortsætter på »Rock And Roll«, som sender John Bonham på overarbejde bag de evigt vibrerende og fremaddrivende trommer. Og så er jeg komplet ligeglad med, at »Stairway To Heaven« er en af rockhistoriens mest fortærskede numre. Det er simpelthen en mageløs skæring. Smuk, skræmmende, dramatisk. Samme konklusion knytter sig til det storswingende »When The Leevee Breaks«, hvor trommerne ligger så bastant og cool, som var de spillet i 2007 af The Roots’ Questlove.