Langskæggede musikalske pennevenner

Band Of Horses’ Ben Bridwell og Iron And Wines Sam Beam hygger sig lidt vel meget med en række fælles favoritter på coveralbummet »Sing Into My Mouth«

Ben Bridwell og Sam Beam har udvekslet favoritsange og er kommet frem til en fælles forståelse af, hvilke der skulle med på deres album »Sing Into My Mouth«. Fold sammen
Læs mere

Man kender det godt. Altså det med at have et stort behov for at dele sine yndlingssange med venner og bekendte, familien, kæresten eller én, man er forelsket i. Dele sin begejstring med nogen.

I min optik kan man læse meget om en person ud fra dennes favoritnumre. Er personen en danseglad optimist? En uforbederlig romantiker? Måske en mismodig og forpint sjæl? I de bedste tilfælde kan man finde sammen over en fantastisk sang. Af og til kan den slags bonding lede til relationer, der varer et helt liv.

Gennem 15 år har de to langskæggede herrer, Band Of Horses-frontmand Ben Bridwell og Iron And Wines Sam Beam, haft gang i en pennevenneleg, hvor de sendte hinanden CDer og kassettebånd indeholdende deres yndlingssange. Man kan se korrespondancen for sig. »Kære Ben. Dyrk lige dette fantastiske track. Det ligger mit hjerte meget nært. Kærligst, din ven, Sam«. Og vice versa.

Sidste sommer gjorde de to kammerater endelig alvor af sagen og indspillede et dusin af deres fælles favoritter i et studie i North Carolina. Det er der kommet coveralbummet »Sing Into My Mouth« ud af. Et album, som er mere hyggeligt end skelsættende. En parentes. Et kærkomment lille pusterum for begge.

En god og bred smag

Materialet, som de to følsomme skægmænd kaster sig over, spænder bredt. Fra Talking Heads’ fænomenalt naive forelskelseskvad »This Must Be The Place (Naive Melody)« over John Cales »You Know Me More Than I Know« og Sades sveddryppende melankolske sjæler »Bullet Proof Soul« til Spiritualizeds gospel-narkohymne »The Straight And The Narrow«. Fra mere kendte sager til obskuriteter.

Fælles for alle 12 numre er, at de lyder som det, de er. Sange fortolket af Band Of Horses og Iron And Wine. Med andre ord er resultatet meget forudsigeligt. Alle sange lunter afsted i samme adstadige, folkede og lidt temperamentsforladte tempo. Lidt støver guitar, diskret akkompagneret af trommer, lidt tangenter, måske pedal steel, hvis bølgerne går højt.

Bridwell og Beam synger skiftevis. Nogle gange tostemmigt. Begge med nogenlunde samme tynde og lyse klang. Af og til lugter det lidt af en af de der følsomme fyre med en akustisk guitar, der dukker op i hver eneste X Factor-sæson. Lad os kalde det José Gonzalez-syndromet.

Sangene lyder flot og er skam veludførte. Ingen falder for alvor igennem. Det bliver aldrig pinligt. Men samtidig tager de to musikanter absolut nul chancer. Sætter intet på spil. Fortolkningerne ligger lige til højrebenet. Hvad med bare en enkelt skævert?

Herved bliver det eneste, som udgivelsen lægger til opfattelsen af Bridwell og Beam, dét, at de har en relativt god og bred musiksmag.

»Sing Into My Mouth« er mere vellydende og venskabelig leg end kunst og appellerer næppe til andre end dem, som i forvejen dyrker og elsker Bridwell og Beam.

Hvem: Iron And Wine & Ben Bridwell
Hvad: »Sing Into My Mouth«, Caroline Records

Hør albummet her: