Lana Del Rey er for skudt i sin egen vintage-pop

Appetitten på fornyelse er meget lille på amerikanerens nye album »Lust For Life«, der gentager formularen med 60’er-inspireret pop, hip-hop og tilløb til ’Store Budskaber’.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nutiden presser på. Med e-mails, sms’er, snaps, tweets. Sådan kan det i hvert fald føles, og der er ikke noget at sige til, at trangen til at undslippe samtiden indimellem melder sig. Det gælder også for Lana Del Rey, der siden sit gennembrud i 2011 har dyrket nostalgi efter 1960’erne og 70’erne—æraer som den 32-årige popartist aldrig har oplevet.

Og dog. Hun er vokset op i perioden, hvor overvældende mængder af den musikalske fortid blev gjort øjeblikkeligt tilgængelig via YouTube og Spotify. Hun har overværet udbuddet af musik stige enormt. Fra start har Reys musik og visuals været fulde af amerikansk ikonografi: Stars & Stripes, dollargrin, højt 60’er hår og Marilyn Monroe og James Dean referencer. Det har for mig ofte fremstået lidt hult, men på sit fjerde album »Lust For Life« udfordrer Lana Del Rey glimtvis sin egen romantisering af fortiden.

På »Coachella – Woodstock in My Mind« synger Rey om se sangeren Father John Misty optræde på den californiske musikfestival Coachella. Dybt ironisk erklærer Rey, at hun var »in it«, da hun hørte Misty, og samtidig følte sig transporteret til »Woodstock« festivalen i 1968. Men eskapismen varer ikke længe. »In the next morning, they put out the warning. Tensions were rising over country lines«, synger Lana med reference til Nordkoreas mislykkede missilaffyringsforsøg i april 2017. Hvad gør Lana ovenpå truslen mod hjemlandet? Hun slukker for nyhederne og begynder at skrive sangen.

Begge impulser—søg tilflugt i fortiden, konfronter nutiden—findes på »Coachella – Woodstock in My Mind«. Den uldne, fløjte-lignende synth, der forstærker omkvædets lyriske reference til Led Zeppelins »Stairway to Heaven«, sidder side om side med et skrabet, elektronisk beat.
Men det er ikke på alle numre, at Rey får sagt noget overraskende om nutiden igennem brugen af nostalgi.

Det gør hun ikke på »God Bless America – And All the Beautiful Women In It«, en ultravattet ‘hyldestsang,’ der ikke bliver mindre klichepræget af omkvædets geværs-skud-lyde. Heller ikke på »When the World Was At War We Kept Dancing«, hvorpå hun grubler vagt over hjemlandets fremtid. Hvor mange gange har Lana Del Rey efterhånden sørgmodigt sukket, »America«, som om dét alene udgør et geopolitisk budskab?

Andre gange virker nostalgien som staffage, der står i vejen for den potentielle indlevelse i sangene, såsom på »Tomorrow Never Came«, der gæstes af Sean Lennon. Ikke nok med titlens Beatles-reference, så skal der lige nogle ligegyldige Bob Dylan og Elton John referencer med på vejen, inden Rey begynder at synge om at spille Lennon og Yoko sange hele dagen lang, og hvor er det skørt, at jeg synger med Sean Lennon lige nu! De opsigtsvækkende referencer gør det svært at leve sig ind i tekstens »fortælling« om et adskilt par, og den nysselige instrumentering hjælper ikke på det.

Men »Lust For Life«s største problem er måske egentlig, hvor lidt interesse Del Rey lader til at have i at udvikle sin lyd. Ja, Lana kan godt lide 60’er-inspireret pop og hip-hop beats – det er forstået. Derfor gør numre som »Groupie«, med dens blanding af doo-wop, chopped and screwed vokaler og doven rap fra A$AP Rocky, hverken fra eller til. Det kunne ligeså godt være en flødeost naturel Lana smægtede over, så karakterløs lyder sangen.

Selv om »Love« og »White Mustang« er fængende og faktisk vækker lidt af den tilsigtede uovervindelige forelskelsesfølelse, adskiller de sig ikke synderligt fra tidligere sange fra Del Reys bagkatalog. Igen er det de gråtonede synths og Lana, der mut og døsigt synger om kærligheden.
Det første Del Rey gør på »Love« og »Lust For Life« er at pege på forholdet mellem nostalgi og unge. »Look at you kids with your vintage music. Coming through satellites while cruising. You're part of the past, but now you're the future. Signals crossing can get confusing«, synger Rey.

For mit vedkommende er der imidlertid ikke nok at blive forvirret, henført eller rasende over på »Lust For Life«. Det føles antiklimatisk, at Rey slutter af med en klaverballade, hvorpå hun proklamerer, »Change is a powerful thing«.

Den truisme må hun da gerne følge næste gang. 

Hvem: Lana Del Rey
Hvad: »Lust For Life«, Universal.