Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
»Nobody Does It Better«. Det er en flot sang, som den amerikanske sangerinde Carly Simon lancerede i en James Bond-film for 30 år siden. Mandag aften fik vi den med svenske Lisa Nilsson, og det var da heller ikke så tosset. Og ret beset så var det vel også koncertens mere eller mindre skjulte dagsorden, at ingen gør det bedre.
I hvert fald var det et absolut stjernehold, som pianisten Niels Lan Doky havde samlet i anledning af sit 30-års musikerjubilæum. På scenen omgav hans sig med bassisten Mads Vinding, guitaristen Mikkel Nordsø, den amerikanske trommeslager Terri Lyne Carrington og den franske percussionist Xavier Desandre Navarre og dertil kom de to amerikanske superblæsere, trompetisten Randy Brecker og altsaxofonisten David Sanborn.
For ydermere at løfte ambitionsniveauet var Tivolis Symfoniorkester hidkaldt. Det var straks mere problematisk. At placere et symfoniorkester endog delvis skjult af glasplader bag en flok elektrisk forstærkede musikere af rytmisk observans, det er mildt sagt ikke genialt. Med al respekt for Peder Kragerups fine direktion, så blev det langt hen ad vejen nogle pjevsede udsagn, der komme fra det store opbud af klassiske musikere.
Lisa Nilsson i topform
På frontlinjen blev der spillet en solid portion udadvendt musik med glimrende solistiske indslag, og så dukkede førnævnte Lisa Nilsson op som altid i fin form. Det blev blandt andet til ovennævnte »Nobody Does It Better«, der bestemt ikke blev ringere af sangerindens dialog med David Sanborns glødende altsaxofonspil. Og det til trods for at saxofonlyden generelt forekom lidt klemt formodentligt på grund af mikrofonens placering direkte på hornet.
Efter Niels Lan Dokys »Dreaming With Open Eyes«, som indledte andet sæt, og som var præget af hektiske aktiviteter på frontlinjen og klar anonymisering af symfonikerne, blev det tid for en kunstner, der resten af koncerten helt overtog rollen som hovedperson.
Det var den canadiske sanger Gino Vannelli. For 30 år siden var han stormester inden for sofistikeret jazzpop, og han havde tydeligvis ikke tabt pusten. Med en ny og velskrevet ballade »Dont Give Up On Me« fik han virkelig løftet seancen. Og rigtigt stort blev det, da han sammen med Lisa Nilsson leverede duetten »Evermore«, som bare havde alle de fineste klassiske musical-kvaliteter, og som endelig fik bragt det symfoniorkester på banen.
Og sandelig om ikke samme symfoniorkester med overrumplende, raffinerede klange fik lov til at levere introduktionen til aftenens ekstranummer. Jo, det kan da være en fantastisk ting, sådan et symfoniorkester.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
