Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Man skal ikke holde sig for fin til at takke Steffen Brandt for de 26 år, han og resten af TV2 har udgivet plader. De har ikke alle været lige interessante, men hvordan man end lægger sammen, dividerer, ganger op og trækker fra, står det ikke til at rokke ved, at Steffen Brandt er en af vores vigtigste moderne sangskrivere. En mand der med både vid, fjant og bid har leveret lydsiden til hele og halve generationer.
Hvad mange måske ikke ved, er, at han også har skubbet på yngre kollegers karrierer. Vi taler her ikke mindst om så fremragende navne som Under Byen og Tina Dickow. De var såmænd nok kommet frem alligevel, men Steffen Brandt har været med til at rette det første spotlys i deres retning. I dag er de to navne nogle af vores bedste.
Senest har magisteren fra Århus kastet sin musikalske kærlighed på popsangerinden og sangskriveren Julie Maria, 26. Dels medvirkede hun på TV-2s sidste skive, dels har hun optrådt sammen med Steffen Brandt i sammenhænge, hvor de bl.a. har fortolket hverandres sange. Og nu medvirker han så på Julie Marias andet og dagsaktuelle album, »På kanten Af Virkeligheden«. Endnu vigtigere er imidlertid, at Brandt bærer hovedansvaret for at have tunet Julie Maria væk fra det engelske sprog, der omgav hendes tre år gamle debut »Beautiful Mirror« (og de stakke af sange til kommende albums, som hun havde liggende i skuffen) og ind på det danske.
Som udgangspunkt kan det danske sprog så meget mere end det pauvre lirumlarum-danglish, der pibler ud på papir fra 95 procent af de danske musikere, der forsøger at begå sig på poppens modersmål. Det kan ikke mindst give nuancer og åbne op for en selvstændighed, som alt andet lige gør det lettere for den enkelte kunstner at leve sig ind i sangene.
Julie Maria er et skoleeksempel på, hvad det danske sprog kan tilføre et kuld sange. Hun hænger således ikke kun, som titlen antyder, på kanten af virkeligheden. Hun er så meget til stede i de tekster, at troværdigheden oser ubetaleligt ud af hendes personlige historier. Man projicerer hendes metaforer op på egen væg, relaterer og mærker selv de følelser, Julie Maria giver udtryk for. Det behøver ikke være raketvidenskab for at ridse lytteren i huden. Det kan rask væk, som her, være realisme krydret med en poesi, som ikke er mere højtragende, end at den kunne være din eller min.
Som sangerinde lyder den konservatorieuddannede Julie Maria, som i øvrigt er datter af sangerinden Mona Larsen og pianisten Kaare Barkou, som et sært miks af så forskellige sangerinder som Elisabeth, Under Byens Henriette Sennenvaldt og Anne Linnet. Der er et ikke ubetydeligt, dragende element af følsomhed i hendes stemme. Hun tør noget ikke mindst synge derude, hvor hun måske ikke naturligt kan bunde. Julie Maria har også som sangerinde noget på spil, og det er der desværre ikke mange danske sangerinder, der har nu om dage. Måske skyldes de hendes familiære bånd til jazzen, måske er hun bare sådan.
Musikalsk er hun en ganske ferm melodisnedker. Hendes arrangementer er måske knap så overraskende, udfordrende og flossede i kanten som man kunne håbe på, men de spilles til gengæld pletfrit hjem af et kuld håndværkere, som har det store kørekort til både samspil og pladeindspilning uanset, om forlægget er balladen eller rocknummeret.
Der er endnu et stykke op til klassen A-elev, Tina Dickow, men især på baggrund af »På Kanten Af Virkeligheden« er Julie Maria et navn, som fortjener et åbent sind og ditto øre.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
