Kyniske The Chainsmokers mestrer øjeblikkets pop-algoritmer

The Chainsmokers havde aldrig behøvet at lave et album. Det seneste halvandet års tid har den amerikanske duo bestående af Andrew Taggart og Alex Pall udsendt en strøm af massivt succesfulde singler, der har gjort dem til en af tidens mest streamede artister. Og dermed et af øjeblikkets ubestridt største popnavne helt oppe ved siden af Justin Bieber, Drake, Ed Sheeran og Adele.

Til sammenligning er The Chainsmokers en meget mere anonym størrelse. Basalt set er der tale om to gennemsnitlige amerikanske bros, der er dygtige til at ramme et nærmest algoritme-perfekt sweet spot mellem nogle af tidens mest populære musikalske trends. Hvilket altså vil sige en glat og højglanspoleret kombination af EDM-genrens kunstige neon-synths og dynamiske drops, det lidt langsommere tempo fra tropical house og ikke mindst Coldplays sans for melodisk melankoli blæst op i arena-størrelse.

De lyder med andre ord som alt mulig andet og sjældent som sig selv, hvilket da også kun er blevet forstærket af, at mange af deres største hits er sunget af forskellige kvindelige vokalister som Halsey, Daya og Rozes. Det er ikke første gang, at EDM-producere med pop-ambitioner har benyttet sig af den strategi - tænk blot på Avicii og Swedish House Mafia - men der hvor tingene bliver lidt forvirrende, er når The Chainsmokers begynder at køre Andrew Taggart i stilling som forsanger.

På duoens debutalbum, »Memories… Do Not Open« er halvdelen af sangene nu sunget af Taggart, mens den anden halvdel fortsat byder på et miskmask af stemmer. Fra forbilledet Chris Martin fra Coldplay på megahittet »Something Just Like This« over sangerinderne Jhene Aiko, Emily Warren og Louane til den helt igennem rædsomme pop-country-duo, Florida Georgia Line.

Oplevelsen af at lytte til albummet er derfor som at lytte til en algoritme-baseret spilleliste med en masse forskellige artister, der benytter sig af præcis den samme hitliste-optimerede form. Med andre ord: Alt lyder som noget, der kunne blive et hit, men det er samtidig totalt anonymt, ufarligt og overfladisk, selvom The Chainsmokers prøver at bilde os ind, at de er det modsatte.

Selvom jeg ikke selv bider på, så kan jeg godt forstå appellen. The Chainsmokers’ sigter benhårdt, ja næsten kynisk, efter at lave musik, der får verden til at føles større og mere intens for unge mennesker. Med høretelefoner i ørerne og følelserne uden på tøjet. Det er sange, der i vage, letforståelige termer cirkler om breakups, fuck-ups og hook-ups, som var de et spørgsmål om liv og død. »It’s hard when you’re young,« lyder det meget sigende i omkvædet et sted.

Mon ikke det er sød musik i millenial-generationens ører?

Hvem: The Chainsmokers
Hvad: »Memories... Do Not Open«, Colombia Records