Kvinder på jazzens vinger

Nye udgivelser fra fire af den hjemlige jazzscenes markante kvindelige vokalister

Sangerinden Veronica Mortensen. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Peter Vuust Quartet & Veronica Mortensen

Leaves of Love

**** (4/6)  Imogena Records

Anna Kruse

Himlens Rand

***** (5/6)  Gateway Music

Lilly

Tenderly

**** (4/6)  lillysongs.com (digital)

Thulla & Merry- Go-Round

Colony Collapse Disorder

***** (5/6)  MusikGalaxen

 

Når der i jazzens verden bliver talt om fagets væsentlige vokalister, så er det kvinderne, der kommer i første række. Selvfølgelig dukker en kompetent mand da op i ny og næ, men kvinderne tegner sig primært for kvalitet og kvantitet. Således er fire af slagsen fra den hjemlige scene alle ude med et personligt og helstøbt jazzalbum, hvor såvel solist som diverse vandbærere bidrager til det gode resultat.

Veronica Mortensen er en erfaren vokalist, der hyppigt huserer i Aarhus, ikke sjældent i selskab med bassisten Peter Vuust. På sidstnævntes nye album, der rummer egne kompositioner til en række relativt melankolske digte af nordmanden Roy-Frode Løvland, er Veronica Mortensen i front. Og umiddelbart kan der være en påfaldende monotoni over såvel kompositionerne som det ret så insisterende vokale foredrag. Men her er det lige værd at hænge på og tage en tur til, for der er flere nuancer og flere emotionelle lag i såvel sangene som Veronica Mortensens stemme. Og selvfølgelig skader det ikke, at den eminente svenske pianist Lars Jansson medvirker og medbringer sine landsmænd, trompetisten Peter Asplund og trommeslageren Paul Svanberg.

Endnu mere svensk bliver det med den herboende svenske sangerinde Anna Kruse, som i en halv snes år har formidlet digte af den finlandssvenske lyriker Edith Södergran. Hun døde i 1923 af tuberkulose, blot 31 år gammel, og efterfølgende skulle hendes kunst blive udødelig. Det bekræfter Anne Kruse da også på sit tredje udspil med fokus på Edith Södergran. For her vil selv en lyrik-analfabet blive fængslet, ganske enkelt fordi de svenske ord og Anna Kruses fine melodier smelter sammen i smukkest tænkelig enhed. Dertil bliver Anna Kruses poetiske stemme lagt i rette ramme i form af et mesterligt nordisk musikerhold samt en lejlighedsvis recitation af skuespilleren Stina Ekblad.

Lidt svensk bliver der også plads til hos sangerinden Lilly, om end det primært handler om den store amerikanske sangbog på dette, hendes fjerde – og nu udelukkende digitale – album. Også Lilly har sikret sig usvigeligt support, idet hun har allieret sig med et stærkt navn fra dagens New York-scene, nemlig den israelske guitarist Gilad Hekselman. Og i dialog med hans indforståede strengeleg tegner Lilly sig for en fin og troværdig fortolkning af værker som Hoagy Carmichaels »Skylark« og Charlie Hadens »First Song« samt den svenske afstikker, folkemelodien »Hvem kan sejle«, her i en elegant kombination med Henry Mancinis »Whistling Away The Dark«.

Og så er der godt nyt fra Thulla, som var meget flittig og fremtrædende i begyndelsen af årtusindet, og som nu efter en lang pause er tilbage for at bekræfte, at hun fortsat hører til den danske jazzscenes mest personlige vokalister. Med sit ensemble, Merry-Go-Round, byder hun på en række af sange, der kan opleves i en teaterversion, hvilket på ingen måde forhindrer denne CD i at være et selvstændigt værk

Stilistisk er vi ovre i en raffineret fusion af nutidsjazz og berlinerkabaret, hvor Thulla med sin karakteristiske neo-naivistiske og erfaringsmættede lillepigestemme formidler egne, aldeles fremragende, sange, der helt naturligt bliver suppleret af The Doors’ »People Are Strange« og Kurt Weills »Alabama Song«, bedre kendt som »Show Me the Way to the Next Whiskeybar«.

Og så bliver Thullas let skæve og dekadente univers fuldkommengjort af trommeslageren Poul Achton, bassisten Eva Malling og – nok så markant og stemningsskabende – keyboard- og harmonikaspilleren Marie Louise Schmidt.

 

Cover Vuust & Mortensen leaves of love Fold sammen
Læs mere

Cover Anna Kruse - himlens rand Fold sammen
Læs mere

Cover Lilly- tenderly Fold sammen
Læs mere

Cover Thulla - colony collapse disorder Fold sammen
Læs mere

Sangerinden Veronica Mortensen. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Sangerinden Anna Kruse . PR Foto Fold sammen
Læs mere