Kvinder med magt og stil

Selv om kvinder fortsat udgør en minoritet i jazzens verden, beviser såvel Sophisticated Ladies som Kathrine Windfeld at de behersker faget med originalitet og format

Kathrine Windfeld præsenteter sit Big Band i Jazzhus Montmartre, november 2015. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Sophisticated Ladies

Trio

***** (5/6)

Gateway Music

Kathrine Windfeld Big Band

Latency

**** (4/6)

Stunt Records

Daglige læsere af nærværende dagblad vil være bekendt med den sektion, som hedder Business. Her bliver der jævnligt sat fokus på kvinders manglende repræsentation på direktionsgange og i virksomhedsbestyrelser. Der er mange gode bud på opgør med denne skævvridning, herunder vist også at alle mænd bør sendes på permanent barsel.

Ude i den virkelige verden, i dette tilfælde jazzens, kender man alt til denne uhyrlige skævvridning, hvilket der kan spindes mange og lange ender over. Her nøjes vi med at gøre opmærksom på, at kvinder absolut ikke er frataget muligheden for at spille jazz på højt niveau, hvilket ikke så få gennem tiderne har benyttet sig af, og at det – som ovre i Business – er resultatet, der tæller.

Faktisk så det i slutningen af forrige årtusind ud til, at der kom gang i ligestillingen, idet en lang række talentfulde unge danske kvinder dukkede op og blandede sig i det tidligere så mandsdominerede jazzkor. Det var primært Rytmisk Musikkonservatorium, der stod for udklækningen, og herfra kom pianisten Marie Louise Schmidt, bassisten Helle Marstrand og trommeslageren Benita Haastrup.

Da basunisten og sangeren Richard Boone hyrede dem som sin backinggruppe, fik de navnet Sophisticated Ladies

Det har de bibeholdt på egne præmisser, både når de har suppleret sig med andre kvindelige musikere, og når de har optrådt i den trioform, som nu har eksisteret i 30 år. Jubilæet markeres med en CD med de tre sofistikerede damers egne kompositioner.

Den type udgivelser kommer der mange af, men denne formår at skille sig ud fra flokken. For det første har den en klar stil og stemning, dertil usvigelig kommunikation og håndelag, og så er der noget let og lyst og naturligt nordisk over foretagendet.

Trioen lægger ud med Marie Louise Schmidts »Frokostpause«, der er en munter og finurlig sag, som leveres lifligt og med smittende glæde. Den følges op af Helle Marstrands »Håb«, hvor man pludseligt bliver mindet om, hvor sjældent man nu om stunder bliver præsenteret for en rigtig melodi, ja – som her – en gennemført smuk ballade. Tilmed markerer ophavskvinden i sit solospil, at hendes elevtid hos salig Niels-Henning Ørsted Pedersen i høj grad skulle sætte sine spor.

Også Benita Haastrup forstår at formidle den rette stemning i sin »Dans i den lyse sommernat«, og så er trioens udgave af folkemelodien »Vort modersmål« – med raffinerede toneartskift – aldeles charmerende.

Selv om bølgen med kvinder, der tilegner sig jazzfaget, fladede ud efter årtusindskiftet, er der heldigvis ikke tale om et afsluttet kapitel.

Til markante nye eksponenter hører den nu 33-årige pianist, komponist, arrangør og kapelmester Kathrine Windfeld. Hun stammer fra Svendborg og er konservatorieuddannet i Malmø. I 2014 gjorde hun det kunststykke at danne det big band, som nu udsender sit andet album – med unge og fremadstormende musikere af dansk, svensk, norsk og polsk herkomst.

Det er utvivlsomt ingen let sag at få Kathrine Windfelds værker, som er skrevet i en ganske magtfuld, kompleks og kontemporær big band-stil, til at få karakter af en levende organisme. Men de entusiastiske musikere klarer skærene, og den tætte ensemblelyd bliver suppleret af en lang række autoritative soloindslag.

Når den svenske tenorsaxofonist Ida Karlsson skal fremhæves, skyldes det ikke, at hun er kvinde, men at hun i det eksplosive nummer »Wasp« lige affyrer en rabiat freejazz-solo, som sætter ild i universet – og gør godt!

 

Sophisticated Ladies Cover Fold sammen
Læs mere

Kathrine Windfeld Big Band Cover Fold sammen
Læs mere

Sophisticated Ladies - pianisten Marie Louise Schmidt, bassisten Helle Marstrand og trommeslageren Benita Haastrup - på scenen i Paradise Jazz, marts 2017. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Kapelmester m.m. Kathrine Windfeld. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Bassisten Helle Marstrand fra Sophisticated Ladies. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Kapelmester, komponist m.m. Kathrine Windfeld. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere