Da jeg i september oplevede Simon Kvamms one-man-show »Vandmand« ved turnépræmieren i Aalborg, var jeg efterfølgende begejstret. Showet var både latterfremkaldende, rummede en stilfærdig, melankolsk eftertænksomhed og var generelt meget musikalsk, uden at helheden fremstod forstillet eller rodet.
Samtidig fungerede det som et godt afsæt for ideer og musik, der ikke passede ind i den travle showmans øvrige projekter: elektrorock-bandet Nephew, parløbet med Petet Sommer i De Eneste To eller som en tredjedel af den populære komikertrio Drengene Fra Angora.
Enmandsshowet var et Kvammsk frirum, hvor det ikke var enten-eller. Her behøvede den populære silkeborgenser ikke at optræde som enten rockmusiker med seriøs kunstnermine på eller som »ham den sjove«. Der var plads til begge dele. Det var nyt for ham, at tillade at tingene flød sammen. Og det fungerede i det store hele.
Set i det lys var showet en befriende uprætentiøs affære. Det klædte hovedpersonen at slippe rollespillet og bare at være sig selv. Kvamm sænkede paraderne, så man følte, at man rent faktisk kom tættere på ham. Man lærte ham bedre at kende og man forstod lidt bedre hvor og hvad han kommer af.
På dette udspil udsender Kvamm nu otte af sangene som indgik i »Vandmand«-showet. Umiddelbart en fin tanke med den generelt positive modtagelse af turnéen i mente. Men efter adskillige gennemlytninger af albummet, er mit overordnede indtryk, desværre, at musikken ikke fremstår superskarp, når den pilles ud af sin oprindelige kontekst.
I denne isolerede form kommer flere sange til at fremstå enten lidt vel fjollede og letbenede, eller også bliver de modsat en kende for forceret lommefilosofiske. Førstnævnte problematik tynger det godmodigt trællende titelnummer samt den skiftevis mørkt brummende og slæbende funky »Lejlighed«, mens sidstnævnte anke rammer mere selvanalyserende sange som »Revner« og »Møtrik«. Sange, der begge tager tematisk favntag med livet som moderne familiefar i 40erne, med alt hvad der dertil hører af dilemmaer, skavanker, tænksomhed over tabt ungdom og den konstante søgen efter overblik og retning i tilværelsen.
Her er det som om, at Kvamm lidt for ivrigt forsøger at være samfunds- og samtidskommenterende, men i de to nævnte eksempler ender resultatet dog hverken med at besidde nævneværdigt satirisk bid eller rumme synderligt med tænksom poesi.
Så er der straks mere tyngde over »Ihjel«, der handler om en situation i ungdommen, hvor Kvamm fik nogle på hovedet af en tarvelig slagsbror. Har man selv prøvet at være i den situation, vil man kunne identificerede sig med de modstridende følelser af angst og vrede, som nummeret sætter rigtig fint i spil.
Ligeledes er den Kent-klingende »Slip« med sit æteriske børnekor og tematikken om at »følge de forhåndenværende søms princip« blandt albummets mere vægtige og vellykkede indslag, som der trods alt er nogle stykker af på »Vandmand«.
Hvem: Simon Kvamm
Hvad: »Vandmand«, Sony Music
Lyt til albummet her:
