Kvalificeret metervare

Pop:Stemmen er en anden, men Whitney Houston synger måske alligevel bedre i dag. Havde hun dog bare modet til at omtale sit dunkle liv helt eksplicit.

»I Look To You« er Whitney Houstons første album i seks år, Men det er ikke et comeback, der pludselig er dalet ned fra det høje blå. For Whitney Houston skylder. Hun er købt og betalt af pladeselskabet Arista. 100 millioner dollars kostede sangerindens signatur på en kontrakt for i alt seks plader – to (håbløse) er i hus.

Fra et kuld på efter sigende 80 plus sange er 11 valgt ud i samråd med bl.a. hendes musikalske mentor, pladeselskabslegenden Clive Davis, der også holdt Whitney i hånden, da hun debuterede for snart 25 år siden! Ja, så længe siden er det faktisk, at det brede smil og den store stemme vakte sin første globale furore.

Smilet er ikke stivnet i 2009, men det har fået Photoshop og mere hjælp end nogensinde før. Whitney er knap nok til at kende på omslaget. Også stemmen er en anden. Og det skyldes ikke kun, at hendes stemme ikke spænder helt så vidt i registeret som tidligere. Den har bare forandret sig. I processen er den er faktisk blevet mere varm og menneskelig. Uanset, så synger Whitney Houston stadig virkelig godt. Desværre forsøger hun lidt for ofte at bræge unødvendigt skrigerisk for at knytte an til det, hun var engang, hvilket er helt unødvendigt og decideret anstrengende at høre på. Flere sange er ligefrem lagt an på, at hun skal skrige. Det er ikke de bedste. Andre er mere venligt stemt over for en human vokal, og de klæder Whitney rigtig godt.

Det kan undre, at der intetsteds er den helt store, gigantiske hitsingle at høre. Der er masser af godt håndværk, hvor computer- og hånd-skabte elementer går hånd i hånd i krydsfeltet mellem ældre soul, moderne R&B og voksen-pop (balladerne er mange). Centralt placeret er den storladne strygerballade »I Didn’t Know My Own Strength«, hvorpå Whitney synger om at miste sig selv, intet håb, ingen fremtid, kun sammenbrud ... Men så: Præcis som i store Holly- woodfilm, finder hun håb i sit hjerte og bom, bom, bom er alt glemt ... Hun havde den hele tiden, for, som hun synger: »I was not built to break«. Amen! Det kan ærgre, at autenticiteten ikke er prioriteret højere. Ærgerligt at Whitney ikke bare rimer sine tekster på hustruvold, crackpibe, storhedsvanvid, pot, svigt af eget barn etc. Sikke sange og hvilken respekt der ville komme ud af det. Et helt nyt publikum ville kvittere for modet, hendes karriere ville tage en helt anden og mere respektindgydende retning. Men sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke hos en sangerinde, der først og fremmest skynder sig at takke Gud i covernoterne.

Whitney er tilbage med et kvalificeret stykke metervare. Det kunne have været meget værre ... og meget bedre.