Og »Past Life Martyred Saints«, som udspillet hedder, har forlængst skabt opmærksomhed om den amerikanske sanger og sangskriver. Og fuldt fortjent. Hvor stort, talentet vitterligt er, mærkes i den syv minutter lange åbner »Grey Ship«, som er på én gang er en både murrende og majestætisk triumf. Og med de samme midler som her - stemme, guitar og distortioneffekter - fremmaner de øvrige sange en lignende cool, kuldslået og urovækkende klangverden med mindelser om Sonic Youth og tidlige Hole-udspil. Men der er en ambient, svævende fornemmelse i sangene, som er EMAs egen. »Fuck you, California/You made me boring,« synger hun et sted. Hun må være rejst videre. For kedelig er hun på ingen måde.
Kuldslået skønhed
»I’m just 22, I don’t mind dying,« lyder en af de mange bemærkelsesværdige linjer på det første album fra amerikanske EMA - en forkortelse for Erika M. Anderson.