Jazz er et universelt sprog uden geografiske eller aldersmæssige barrierer. En 65-årige polsk trompetist kan ubesværet kommunikere og skabe musik sammen med en 52-årig amerikansk saxofonist, en 49-årig svensk bassist og en 32-årig dansk trommeslager.
Det var i hvert fald, hvad man var vidne til lørdag aften, den da polske trompetist Tomasz Stanko gav en opdatering af noget musik han i 1976 udgav på en LP, kaldet »Balladyna«.
Tomasz Stanko har siden konsolideret sin status som en af de mest personlige og indflydelsesrige europæiske jazzmusikere, og selv om han med sit nuancerede og magtfulde instrumentale udtryk har hentet megen inspiration i den amerikanske freeform-jazz, så er han med sit kammermusikalske tonesprog dog så udpræget europæer.
Noderne var da også på stativerne, og koncerten formede sig som en slags suite med let forskelligartede satser. Her var statiske, fanfareagtige, let melodiøse og udfarende temaer, ikke sjældent med et melankolsk eller direkte vemodigt islæt, og så var der ellers plads til at improvisere.
Den svenske bassist Anders Jormin spillede med en god organisk lyd, og den danske trommeslager Stefan Pasborg leverede den rette dynamik, klang og fremdrift. Og så var det ellers Tomasz Stanko og den amerikanske altsaxofonist Tim Berne, der tog ud på de længere ekskusioner.
Tim Berne bevægede sig sikkert og udtryksfuldt i den freejazz-tradition, som hans landsmand og instrumentkollega Ornette Coleman skabte for snart 50 år siden. Tim Berne kunne dog mere end blot lægge sig i en slipstrøm, og hans spil fremstod både fantasifuldt og fængende.
Undertiden gik der en smule tomgang eller vildvej i kvartettens kreationer, og det havde nok været forfriskende med en kende mere regulært swing. Men når Tomasz Stanko satte dagsordenen og lod sit trompetspil bevæge sig fra det intime, det sarte og det smertefulde frem til det dybt passionerede og det vildt ekspressive, ja, så var et ord som genialt vanskeligt at komme uden om.
